United States or Zambia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg tager Brevene op fra Lommen, for med ét Slag at sætte Hans Pauli i Humør, når jeg kom ind. Han vilde vist ikke nægte mig denne Håndsrækning, når jeg forklared ham Omstændighederne, aldeles ikke. Hans Pauli havde så stort Hjærte, det havde jeg al tid sagt om ham . . . . På Døren fandt jeg hans Kort: »H. P. Pettersen, stud. theol. rejst hjem«.
HJALMAR. Ja. FRU SØRBY. Hils Gina. HJALMAR. Tak. FRU SØRBY. Og sig, at jeg ser op til hende en af dagene. HJALMAR. Jo, tak. Jeg vil forsvinde ubemærket. Nå, fik så den gamle noget med? PETTERSEN. Ja da; jeg ståk til ham en flaske konjak. FRU SØRBY. Å, De kunde da fundet på noget bedre. PETTERSEN. Nej da, fru Sørby; konjak er det bedste, han ved. Skal vi kanske spille lidt sammen, fru Sørby?
Fru Sørby, konverseret af et par herrer, kommer ud. Lidt efter lidt følger hele bordselskabet, hvoriblandt grosserer Werle. Pettersen, vil De la' kaffeen servere inde i musiksalen. PETTERSEN. Ja vel, fru Sørby. Puh, den dinér det var et drøjt stykke arbejde! DEN TYNDHÅREDE. Å med en smule god vilje kan en udrette ganske utroligt i tre timer.
PETTERSEN. Ja, De får så gøre da. EKDAL. Ved det nok, hm! Tak, Pettersen-far! Gammel god ven. Tak. JENSEN. Hører han også til kantorfolkene? PETTERSEN. Nej, han er bare en, som skriver udenom, når de har det nødig. Men han har såmænd vær't en fin fyr i sin tid, gamle Ekdal. JENSEN. Ja, han så ud som noget af hvert. PETTERSEN. Ja da; han har vær't løjtnant, kan De tænke.
Der gik ti Minutter, måske tyve, eller mer, jeg sad der stadig på samme Plet og rørte ikke en Finger. Denne dumpe Døs var næsten som en Blund. Så hører jeg nogen komme i Trappen, jeg rejser mig og siger: »Det var Student Pettersen jeg har to Breve til ham«. »Han er hjemrejst«, svarer Konen. »Men han kommer tilbage efter Ferierne. Brevene kunde jo jeg tage, om De vilde.«
JENSEN. Å fan', har han vær't løjtnant! PETTERSEN. Ja gu' har han så. Men så slog han sig nok paa skoghandel eller hvad det var. De siger, at han skal ha' gjort grossereren et fælt stygt puds engang. For de to var sammen om Højdals-værket dengang, skønner De. Å, jeg kender godt gamle Ekdal, jeg. Vi drikker mangen god gang en bitter og en flaske bajersk sammen inde hos madam Eriksen.
Nej hør bare, De, Jensen; nu står gamlingen ved bordet og proppenerer en lang skål for fru Sørby. Er det kanske sandt, som folk siger, at der er noget imellem dem? PETTERSEN. Fan' véd. JENSEN. For han har nok vær't en svær buk i sine dage. PETTERSEN. Kanske det. JENSEN. Det er jo for sønnen, at han holder dette her middagsselskabet, siger de. PETTERSEN. Ja. Sønnen kom hjem igår.
Et Par Ark Papir på Bordet, belagt med tykt Støv, var al min Ejendom; det gamle, grønne Tæppe på Sengen havde Hans Pauli lånt mig for nogle Måneder siden . . . . Hans Pauli! Jeg knipser i Fingrene. Hans Pauli Pettersen skal hjælpe mig! Og jeg husker mig om efter hans Adresse. Hvor kunde jeg dog glemme Hans Pauli! Han vilde sikkert blive meget vred, fordi jeg ikke havde henvendt mig til ham straks.
HJALMAR. Ikke straks; først kom den hjem til din far; en der vilde den ikke trives; og så fik Pettersen besked, at han skulde gøre ende på den Hm ja, Pettersen den torsken På den måden var det, at vi fik den, ser du; for far kender noget til Pettersen; og da han hørte dette her med vildanden, så maged han det så, at han fik den overladt.
Jeg har ikke hjerte til det, ikke hjerte til det for din skyld, Hedvig. Men jeg føler så inderlig dybt, at jeg burde gøre det. Jeg burde ikke tåle under mit tag en skabning, som har været i de hænder. GINA. Men, herre gud, fordi om gamlefar har fåt den af denne her sjofle Pettersen, så Der er visse krav . Hvad skal jeg kalde de krav?
Dagens Ord
Andre Ser