United States or Italy ? Vote for the TOP Country of the Week !
De er atter igen kommet ind i en husmandsstue med den ideale fordringen; her bor ikke solvente folk her i huset. GREGERS. Når De ikke har højere tanker om Hjalmar Ekdal, end som så, hvor kan De da finde nogen glæde i stødt og stadig at være sammen med ham? RELLING. Herre gud, jeg skulde da være en slags doktor, med skam at sige; og så må jeg da ta' mig af de stakkers syge, jeg bor i hus med.
RELLING. Jo såmænd har han så; han gik omkring i alle husmandshytterne og præsenterte noget, som han kaldte «den ideale fordring». GREGERS. Jeg var ung dengang. RELLING. De har ret i det; De var svært ung. Og den ideale fordringen den fik De da aldrig honoreret så længe jeg var der oppe. GREGERS. Ikke siden heller.
„Aa ja, men dette ideale om menigheten passer ikke for vor tid,“ sa W. U. som hadde hørt paa gamle Olsons tale. „Foreningene maa vi nok ha, skal vi faa penger til menigheten.
Jeg holdt så usigelig af hende; og så digted og drømte jeg mig ind i den indbildning, at hun holdt så usigelig af mig igen. GREGERS. Siger du, at det bare var en indbildning! HJALMAR. Hvor kan jeg vide det? Gina kan jeg jo ikke få presset noget ud af. Og hun mangler jo desuden så aldeles sans for den ideale side af forviklingerne. Men for dig føler jeg trang til at åbne mig, Gregers.
Er det næsevist at spørge om, hvad det er, De egentlig vil her i huset? GREGERS. Jeg vil grundlægge et sandt ægteskab. RELLING. Så De synes ikke, Ekdals ægteskab er godt nok, som det er? GREGERS. Det er visst et lige så godt ægteskab, som så mange andre, desværre. Men et sandt ægteskab er det endnu ikke ble't. HJALMAR. Du har aldrig havt øje for det ideale krav, du Relling.
Lad mig sige ideale krav, visse fordringer, som en mand ikke kan sætte til side, uden at han tar skade på sin sjæl. Men tænk, vildanden, den stakkers vildanden! Du hører jo, jeg skåner den for din skyld. Der skal ikke krummes et hår på ; nå, som sagt, jeg skåner den. For der er jo også større opgaver, end som så, at ta' fat på.
Der gives visse krav ; jeg kunde fristes til at kalde dem ideale krav GINA. Men gamlefar da? Hvad skal der bli' af ham, stakker? HJALMAR. Jeg kender min pligt; den hjælpeløse flytter med mig. GINA. Nej. Har du mistet hatten? HJALMAR. Jeg havde den naturligvis på, da jeg kom inat; det er der ingen tvil om; men idag kunde jeg ikke finde den.
GREGERS. Det kunde ligne Dem at kalde for stank, hvad jeg bringer ind i huset. Hør, herr Werle junior, jeg har Dem stærkt mistænkt for, at De går med «den ideale fordring» uforkortet i baglommen endnu. GREGERS. I brystet går jeg med den. RELLING. Ja, hvor fanden De så har den, så vil jeg ikke rå' Dem til at spille inkassator her, så længe jeg er inde. GREGERS. Og hvis jeg gør det alligevel?
GREGERS. Det skulde dog være mærkeligt med den kærlighedsfulde opdragelse, som han har nydt. RELLING. Af de to forskruede, hysteriske tante-frøkenerne, mener De? GREGERS. Jeg vil sige Dem, at det var kvinder, som aldrig la' den ideale fordring i glemmebogen; ja, nu skal De vel til at gøre nar igen. RELLING. Nej, jeg er ikke oplagt til det.
HJALMAR. I visse tilfælde er det umuligt at sætte sig ud over de ideale krav. Som familieforsørger må jeg jo vri' og vånde mig under det. For du kan tro, det er sandelig ikke spøg for en ubemidlet mand at skulle indfri en mangeårig gældsfordring, som der, så at sige, havdé lagt sig glemselens støv over. Men det får være det samme; mennesket i mig kræver også sin ret.
Dagens Ord
Andre Ser