United States or Gambia ? Vote for the TOP Country of the Week !
En engelskmand hadde fortalt ham, at Det Vilde Vesten sikkert vilde bli den gamle verdens største sensation, og denne spaadom slog til. Buffalo Bill eller oberst Cody, som han nu mere fornemt kaldte sig, leiet et specielt dampskib «State of Nebraska», og med dette dampskibet, som var fyldt av indianere, cowboys, hester, bøfler o.s.v., kom han om vaaren 1886 til England.
Jeg skældte mig ud for min Fattigdom, kaldte mig ved Øgenavne, opfandt desperate Benævnelser, kostelige rå Fund af Skældsord, som jeg overdynged mig selv med. Dette fortsatte jeg med, indtil jeg var næsten helt hjemme. Da jeg kom til Porten opdaged jeg, at jeg havde tabt mine Nøgler. Ja, naturligvis! sagde jeg bittert til mig selv, hvorfor skulde jeg ikke tabe mine Nøgler?
Forhåne ham efter det, som her er øvet! HJØRDIS. Er gerningen gjort, så skal den også prises! Had og hævn svor jeg Ørnulf imorges; Jøkuls drab kunde jeg glemme, alt andet, kun ikke at han skændet mine kår. Frilleviv kaldte han mig; er det så, da har jeg ingen skam deraf; thi Gunnar er nu mægtigere end din fader; han er ypperligere og mere navnkundig end Sigurd, din egen husbond! GUNNAR. Ræd!
Han skulde ved Gud ikke krumme et Hår på hendes Hoved, som skrevet står, blot følge hende til Porten, forat overbevise sig om, at hun kom sikkert hjem, ellers vilde ikke han få Ro hele Natten. Han talte ustandseligt, mens de gik, fandt på den ene Ting efter den anden, kaldte sig Waldemar Atterdag og udgav sig for Fotograf.
Naar hele hans væsen kaldte paa alt det i hende, som hun engang hadde valgt at dyrke og pleie hver hendes evne, som hun hadde fundet værdt at styrke .
„Aa ja, jeg har haft en rædsom Drøm!“ sagde Andrey, som nu var helt vaagen. „Jeg saa Boris og Vasily, og de kaldte mig for en Forræder og det frygtelige var, at jeg fortjente det.“ „Det var netop det Ord, du raabte højt, idet jeg kom hen til din Seng!“ svarede Georg. „Gjorde jeg? Naa, saa er Fornærmelsen jo ikke saa stor,“ svarede Andrey smilende og fortalte Vennen sin Drøm. Afsked og Slutning.
Efter avtale med de andre tok W. U. som man almindelig kaldte ham, en søndag morgen sin „Saxon Six“ og kjørte rundt og fik alle syv diakonene med sig og drog avsted til Rutherford county.
NILS STENSSØN. Ikke andet? I skal få ti eder, om I vil. NILS LYKKE. Alvor, herre! Jeg spøger ikke med jer. NILS STENSSØN. Nå ja, ja; jeg er alvorlig. NILS LYKKE. I Dalarne kaldte I eder grevesøn; ikke så? NILS STENSSØN. Ej, begynder I nu med det igen? Jeg har jo ærligt skriftet for eder NILS LYKKE. I forstår mig ikke. Hvad I dengang sagde, var sandhed. NILS STENSSØN. Sandhed? Hvor vil I nu hen?
Men jeg var jo også i den reserverede Afdeling, højt over alle Fanger. En husvild Statsråd, om jeg så måtte sige. Stadigt i den bedste Stemning, med Øjnene vendt mod den lysere og lysere Rude i Muren, mored jeg mig selv med at agere Statsråd, kaldte mig von Tangen og lagde min Tale i Departementsstil. Mine Fantasier havde ikke hørt op, kun var jeg langt mindre nervøs.
Og saa sa han, gi mig laanesedlen og pengene, pusen det kaldte han mig altid. Jeg gav ham det jeg trodde jo, han vilde løse det ut, og jeg sa, han maatte ikke jeg var forfærdelig rørt da ser du. Jeg kan ordne det paa en anden maate, sa Hans, og saa tok han det og gik. Jeg sat oppe hos ham og ventet aa jeg var saa rørt, for jeg visste, han maatte ha de pengene.
Dagens Ord
Andre Ser