United States or Greenland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saaledes gik tiden indtil solen dalte i en rødblaa sky i vest, og nattens stilhet la sig over aker og eng. Pastor Skarping bad da Reierson holde andagt, og saa gik alle tilsengs. „Det er underlig at gaa tilsengs engang til i Glenfield prestegaard,“ sa Reierson. Den næste dag begyndte samtalemøtet. Samtaleemnet var den trange port, Matt. 7, 12 14.
Men jeg kan se for eksempel, at den silkekjolen Deres er gloende het hvis jeg la kindet mit ned paa Deres fang, brændte jeg mig .» Hun gjorde en uvilkaarlig bevægelse med haanden over sit silkeskjød. «Ja. Den suger til sig solen. Og det gnistrer i Deres haar. Og indi øinene Deres siver lysstraalerne. Munden Deres er aldeles gjennemsigtig, den ser ut som et bringebær i solen .»
Fem sommere gik, og der gik vel ni; så klagelig rinde mine dage liden Kirsten så ikke solen i li. ret aldrig du kommer tilbage Dalen har blomster og fuglesang; så klagelig rinde mine dage i berget er der guld og en nat så lang. ret aldrig du kommer tilbage
Det var blit bitende nordensno stikkende solgløt og hvirvlende skyer av støv og papirrusk i gaten og saa pludselig en haglbyge saa voldsom, at hun maatte søke ly i et portrum. De haarde hvite korn sprat op fra brostenene omkring hendes lave sko og letsindige sommerstrømper. Saa skinnet solen igjen. Grams bodde i Welhavens gate. Jenny stod litt paa hjørnet.
Ahlin blev sittende ved bordet og røkte med halvaapne øine i solen. Osteriet laa indunder en bakkeskraaning. Gram og Jenny kløv paa maafaa opover. Hun plukket av de smaa vilde morgenfruer, der grodde i skræntens rødgule sand. «Disse er der saan masser av paa Monte Testaccio. Har De været der, Gram?» «Ja flere ganger. Jeg var der iforgaars og saa paa den protestantiske kirkegaard.
Solen, Lyset, det salte Pust fra Havet, hele dette travle og lystige Liv stived mig op og fik mit Blod til at banke levende. Med en Gang faldt det mig ind, at jeg måske kunde gøre et Par Scener på mit Drama, mens jeg sad her. Og jeg tog mine Blade op af Lommen. Jeg forsøgte at forme en Replik i en Munks Mund, en Replik, der skulde svulme af Kraft og Intolerance; men det lykkedes mig ikke.
Véd du vel, hvad jeg har dræbt med denne lille dolk? Ej hende blot, men alle jordens hjerter, alt levende, og alt, som gror og grønnes; hver stjerne har jeg slukt, og månens skive, og solens ild. Se selv, den kommer ikke; den kommer aldrig mere; slukt er solen.
Hun må jo pynte sig lidt for sin frænde, og det er vel ikke gjort i en fart. GUDMUND. Jeg må se, om hun endnu kan mig kende. Ja, dengang! Det er fast det eneste arvestykke, jeg bragte med til Solhaug. Her er så lyst herinde. Så lifligt har ikke solen skinnet i tre år. Han vil ikke tro, det er mig! GUDMUND. Tilvisse! Men at hun skulde ! Nej, nej, det var dog aldrig faldet mig ind.
Markerne laa hvite av rim nedover gjennem Toskana. Utpaa dagen lettet frosttaaken og solen skinnet. Og hun saa igjen det sted, hun aldrig hadde glemt: Trasimenersjøen laa blekblaa med fjeldene i dis omkring. Ut i vandet skjøt en odde med en liten stengraa bys taarne og tinder. En cypresallé førte ditut fra stationen. Men til Rom kom hun i høljende regn. Gunnar var paa perronen og tok imot hende.
Ha, det vidste jeg nok! Men så er også freden ude mellem os; thi hør nu mit ord, Gunnar herse, du har fældet Thorolf, min hustrus frænde, og derfor stævner jeg dig til holmgang imorgen såsnart solen rinder! Til holmgang ! Mig! Du skemter, Sigurd! SIGURD. Til holmgang er du lovligt stævnet; det blir et brikkespil på liv og død; en af os må falde! Ha, jeg skønner det vel.