Ha, det vidste jeg nok! Men så er også freden ude mellem os; thi hør nu mit ord, Gunnar herse, du har fældet Thorolf, min hustrus frænde, og derfor stævner jeg dig til holmgang imorgen såsnart solen rinder! Til holmgang ! Mig! Du skemter, Sigurd! SIGURD. Til holmgang er du lovligt stævnet; det blir et brikkespil på liv og død; en af os må falde! Ha, jeg skønner det vel.
Den bryder ikke freden i hans barm; den gør hans sjæl end mere glad og rolig; den minder ham om den forsvundne tid, med knuste formål og med vilde glæder; han finder dobbelt skønt det stille liv og bytter ej med nogen Romers hæder, CATILINA. Du taler sandhed; og i denne stund jeg kunde følge dig fra strid og tummel. Men kan du nævne mig så dulgt et sted, at vi kan leve der i ly og stilhed?
Og dog det tykkes mig, som alt blev godt, at freden kom, ifald jeg kunde lægge mit hoved til dit bryst og angre angre! FURIA. Hvad vil du angre? CATILINA. Alt, hvad jeg har øvet! At jeg har været og at jeg har levet. FURIA. For sent at angre! Der, hvor nu du står, går ingen vej tilbage. Prøv det, dåre! Nu går jeg hjem.