Jeg mente, I endnu var mild og god, alt som dengang jeg eder forlod; men jeg vil ikke trygle; skogen er stor, og sikker er min hånd og min bue; langt heller være hejens sten mit bord og bjørnehiet min stue. Nej, bliv! Jeg sværger dig til, slet intet jeg derom vidste. GUDMUND. Det er, som jeg siger. Mit liv står spil; og livet vil hver mand friste.

Helene, som havde set, hvilken udmærket Propagandist Andrey var, ærgrede sig over, at han nu uden videre vilde opgive dette Arbejde maaske for bestandig; thi intet var mere rimeligt, end at han satte Hovedet paa Spil ved Affæren i Dubravnik.

Og dog, havde jeg vidst det jeg nu ved, da tør jeg lidet svare for mig selv; thi elskov er stærk en magt. Nu vel, Sigurd, et usaligt spil har skilt os ad i lange år; nu er knuden løst; de tider, som kommer, skal give os vederlag. Det kan ej ske; vi jo skilles igen. HJØRDIS. Det vi ikke.

Derpaa viste Kerr dem en anden knap, som ogsaa stod i forbindelse med signal-apparatet, og som var trykket ned i gulvet under et av bordbenene. „Vi har anbragt den der,“ forklarte han, „forat man, om man var i fare, kunde signalisere der uten at gaa over gulvet til den anden knap.“ Saa fandt Jack frem et spil som de hadde tat med for at fordrive en ledig stund.

Men hvad forehavendet med ridderen angår, tykkes det mig, at I frister et voveligt spil. Dersom I nu forregned eder? Dersom eders datter ? Thi der siges jo, at ingen kvinde mægter stå sig imod denne snigende djævel. FRU INGER. Min datter? Tror I, at hun ? Nej, vær kun tryg; jeg kender Eline bedre. Alt, hvad hun har hørt til hans pris, har gjort hende hadsk imod ham.

Thi hvorledes kunde vel just i dette Nu min Sjel, da kun Synet skulde skifte, ei forgaae med Taagers Hast under Spil af Morgenvinde sin Fornøielse forgifte ved at lade det forsvinde, som om Sæbeboble brast?

Jeg, som har kendt jer lige fra barneårene, jeg har aldrig tvilet jer. FRU INGER. Stille, Bjørn, det er et farefuldt spil, jeg har vovet i denne kveld. For de andre gælder det kun livet; men for mig tusende gange mere; tro mig! BJØRN. Hvorledes? Ængstes I for eders magt og for eders gode forståelse med ? FRU INGER. Min magt? O, gud i himlen! Med den skal jeg flænge blodsugernes svende.

Han har mig tidt forlystet med sit spil og sunget mig mangt underligt kvæde. Giv hid. Nu det briste eller bære! MARGIT. Et du mig lære; du tyde mig grant det gamle kvæde, som er gjort om kirken dernede. Det var sig en frue og dertil en svend; alt havde de hinanden kær. Den dag de bar hende til jorden hen, han blødede ved sit sværd.

»Men, kære, venesagde jeg aldeles forvirret, »jeg forstår ikke . . . . jeg begriber virkelig ikke, hvad dette er for en Slags Spil . . . .« Hun rejste sig og tændte atter Lyset med rystende Hænder; jeg sad tilbage Sofaen og foretog mig ingenting. Hvad vilde nu ske? Jeg var i Grunden meget ilde tilmode. Hun kasted Øjnene hen Væggen, hen til Klokken, og for sammen.

FRU INGER. Jeg hører dem alt nedenunder i borgestuen. OLAF SKAKTAVL. Men hvordan? Når vi ikke kan skjule ham NILS STENSSØN. Ah, jeg har det; jeg har det! Hemmeligheden ! FRU INGER. Hemmeligheden? NILS STENSSØN. Ja visst; eders og min! FRU INGER. Krist i himlen, kender I den? NILS STENSSØN. Frå først til sidst. Og nu, da livet står spil . Hvor er herr Nils Lykke? FRU INGER. Flygtet.