I forreste række saaes høvdingene, som kun med vanskelighet holdt de utaalmodige jægere og de endnu mere utaalmodige hester tilbake. Da alt var rede, gav Plettet-Hale signalet. Som et uveir, som pludselig bryter løs, stormet rødhudene ind paa bøffeldriften, nogen væbnet med bue og pil, andre med lanser, andre igjen med geværer eller pistoler.

Han bøiet sig frem, saa han kunde naa at kysse hendes fot like over skoens utskjæring. Og han førte to fingre opover langs vristens fine bue i den klare strømpe tok fast rundt ankelen. Om litt flyttet hun varsomt hans haand og han grep til og beholdt hendes smilte op. Hun smilte igjen saa snudde hun hodet den anden vei. «Du er saa stille, Jenny er det varmen, som plager dig?» «Aajasa hun.

Det var sig den ungersvend bold og god; vel kunde han lege gyldne strenge; det klang til bergets inderste rod, hvor hun havde siddet længe. underlig blev hun tilsinde derved; op sprang fjeldets port som en bue; over dalene gud faders fred, og al den herlighed kunde hun skue.

Det var jo i og for sig ikke saa underligt; men den havde foretaget nogen høist besynderlige manøvrer og gaaet i en bue indenfor fyret istedetfor at holde kursen ret sydover, og den havde ikke ført lanterner.

Jeg mente, I endnu var mild og god, alt som dengang jeg eder forlod; men jeg vil ikke trygle; skogen er stor, og sikker er min hånd og min bue; langt heller være hejens sten mit bord og bjørnehiet min stue. Nej, bliv! Jeg sværger dig til, slet intet jeg derom vidste. GUDMUND. Det er, som jeg siger. Mit liv står spil; og livet vil hver mand friste.

Jeg ved ikke; men det ved jeg, at hendes bue har været her. GUNNAR. Ja, jeg tænkte det nok! DAGNY. Ti, ti! Fældet ham natten før holmgangen, har hun endda elsket mig. Fader! Se, se! GUNNAR. Hvad er det? EGIL. Deroppe alle de sorte heste ! GUNNAR. Det er skyerne, som ØRNULF. Nej, det er de dødes hjemfærd. Moder er med dem! DAGNY. Alle gode magter! GUNNAR. Barn, hvad siger du!

Gudmund, havde du kongens fred, jeg blev hos min søster. GUDMUND. Og næste dag kom Knut Gæsling med sværd og bue, og løfted dig op gangerens bag, og gjorde dig til sin frue. SIGNE. Å, lad os flygte! Men hvor går vi hen? GUDMUND. Ude ved fjorden har jeg en ven; han skaffer os et skib. Over salte vande sejle vi ned til de danske strande.