United States or Greenland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Paa eftermiddag holdt pastor Reierson indremissionspræken. Allerede da han besteg prækestolen var der en forunderlig stilhet over forsamlingen. Det var underlig at se den kjendte skikkelse paa prækestolen i Glenfield igjen. Man kunde ogsaa merke det, at pastor Reierson selv var bevæget.
Han er jo selv indremissionsprest nu.“ Det blev aldeles stille i forsamlingen. Pastor Setun nævnte at han hadde tænkt paa at indby superintendenten og W. U. mente man burde være litt forsigtig med at faa gamlepresten tilbake; ti somme prester var slik, at de drog menighets folk med sig naar de reiste, og han for sin del skulde ikke like at se nogen utvandring fra Glenfield menighet.
Og dere, naboer og menighetsfolk, maa ogsaa omvende dere til Gud, saa vi faar samles i himlen,“ sa han, og den store, sterke manden skjalv som et løv da han satte sig. Der var lydhørt graat i forsamlingen, ellers saa stille at den mindste lyd kunde høres.
Pastor Skarping gjentok ordene for at være sikker paa at han hadde faat dem ret. Det gik som et set i forsamlingen. „Reierson er død,“ gjentok de sig imellem. Nogen av kvinderne fik taarer i øine, andre sat alvorlige. „Er Reierson død?“ sa Bustad. Han sat langt ute i kjøkkenet ved døren. „Ja! nu er Reierson død,“ sa Mrs.
Bills ry var blit saa stort, at hans beundrere i Nebraska kaldte ham til medlem av statens lovgivende forsamling, saa han blev «velbaarne herr Cody», men han var ikke politiker og negtet at gi møte i forsamlingen. Derimot tok han mot en utnævnelse til fredsdommer, og beklædte til alles tilfredshet denne stillingen i et par aar.
„Herren vil ogsaa være en bolig for den enkelte,“ sa taleren. „Det hjælper ikke om du tilhører en utvortes menighet, dersom du ikke er kommet ind i forening med Gud, ind i arken, saa du blir berget fra vandene, ind i den sande Guds menighet, ind i Jesu Kristi samfund.“ Tilslut rettet formanden en kraftig appel til forsamlingen om at haste med at komme ind i Guds bolig før det blir forsent.
Han oplyste ogsaa at næste søndag vilde student Warnes ogsaa bli hjemme, saa disse to studenter skulde nu hjælpes ad med opbyggelsesarbeidet. Saa opløstes forsamlingen. Det var den første gang at W. U. ikke hadde blandet sig op i bekjendtgjørelserne. Den dag sat han langt nede i kirken og gik ut ganske ubemerket.
Georg sagde imidlertid ikke straks dette til Andrey, men nøjedes med at trykke hans Haand. Saa rykkede han lidt til Side paa Sofaen, hvor han sad, for at gøre Plads til Vennen, og begge lyttede til den Mand, der netop var i Færd med at aflægge sin Beretning for Forsamlingen. Det var „Onkel“, som talte en midaldrende Herre med et glat skægløst Ansigt.
At ha gudstjeneste søndag aften var ikke almindelig i Glenfield, hvorfor mange var bange for at der ikke vilde bli mange folk. Men den frygt var ugrundet. Længe før student Edvard Skarping kom til kirken var den aldeles fuldpakket og over det halve av forsamlingen var ungdom.
Endelig, da klokken var femten minutter over ni, saa de lyset av en automobil som kom henimot kirken. Nu gjaldt det at faa sangkoret paa sin plads og hele forsamlingen stille og andægtig.
Dagens Ord
Andre Ser