United States or Qatar ? Vote for the TOP Country of the Week !
„Hvad den vil vise os om den da i det hele viser os noget kan jeg umulig forestille mig,“ begyndte Sir Ralph. „Men gamle Granit-Girdlestone var jo ikke nogen dumrian, saa der maa være nogen mening i de ordene: „Giv agt paa solopgangen.“ Hvad er Deres mening, Longley?“
Og ikke tilgi. Men hvis han bare kunde undskylde mig litt huske paa, hvor grænsesløs dumt jeg saa paa det der. Men siden.» Hun famlet i ordene. «Det er blit saa uharmonisk imellem os alting.
Men far sier vi faar vente til vi faar alle fire ordene, saa forstaar vi vel litt mere. Kerr kunde forresten heller ikke la være at holde moro med de to ordene vi hadde faat. „Giv agt paa Schultz, blir det vel,“ sa han saa pudsig at vi alle maatte
„Naar dette er „nøkkelen“, saa maa der jo være nogen mening i den,“ svarte han bestemt. „Men om jeg har opfattet Deres gamle stamfar rigtig, saa tænker jeg ikke det skal bli saa let at utgrunde meningen med den „nøkkelen“, selv om vi nu har ordene.“
Jeg stod just på et lidt vanskeligt Punkt, der skulde komme en ganske umærkelig Overgang til noget nyt, derpå en dæmpet, glidende Finale, en lang Knurren, der tilsidst skulde ende i en Klimaks så stejl, så oprørende som et Skud, eller som Lyden af et Bjærg, der brast. Punktum. Men Ordene vilde ikke falde mig ind.
Ordene bare viste hende, de forstod allikevel ikke hinanden. Hun følte det, naar de talte sammen; naar de skrev, blev det saa pinende tydelig. Endda der var væsensslegtskap mellem dem. Hvorfor kunde de da ikke harmonere allikevel.
Hørte han til en ungdom, som var utdød nu en ungdom med friskere tro mere naivitet. Kanske hun var naiv hun og med sin tro og sine maal. Men saa var det paa en anden maate. Ordene forandrer betydning i løpet av tyve aar var det til allersidst det? Singelen flimret rødviolet og stationsbygningens graagule maling slog blemmer i solsteken.
Det er den ældste af Søstrene Dudorov, der nu staar for Tur, og denne Gang følger Publikum med spændt Opmærksomhed Ordene. Det drejer sig om rene Ubetydeligheder, som umuligt kan have Døden til Følge; men man er paa sin Post. Med stigende Spænding følger man hver Vending i dette uendelige Væv af kunstig opbygget Anklage og Beskyldning snart gyser man i Angst, og snart hengiver man sig igen til Haabet. Den uheldsvangre Hammer løftes og sænkes uafbrudt endelig løftes den igen og falder det blev Døden!
Da Mødet var forbi og enhver efterhaanden gaaet til sit, blev Tania tilbage; det var hendes Agt at blive hos Andrey Aftenen over. Det lykkedes dem at finde et Værelse, hvor de kunde være ene; men i Værelset ved Siden af taltes der saa højt og ivrigt, at de uafbrudt hørte Ordene derinde fra. Det var dem ikke muligt at faa en fortrolig Samtale i Gang.
«Det er netop det » hun famlet efter ordene. «Det var det, jeg beundret hos ham. At han hadde kjæmpet sig op nedenfra. Til det, han nu er. Saan en kamp maa gjøre brutal, synes jeg. Ja, synes ikke De, det undskylder en hel del næsten alt?» «Tøv, Cesca,» sa Heggen pludselig. «Hans Hermann blev opdaget, da han var tretten aar, og er blit hjulpet helt siden .»