United States or Nepal ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg løfted mit Hoved og følte med mig selv Velsignelsen af at kunne bevare min Sti ren. Ved Stortingsplads mødte jeg en Pige, som stirred meget stivt på mig, idet jeg kom på Siden af hende. »Godaften!« sagde jeg. »Godaften!« Hun standsed. Hm. Om hun var ude og gik så sent? Var det nu ikke lidt resikabelt for en ung Dame at gå på Karl Johan på denne Tid af Døgnet? Ikke?
En Sverm af samtalende Mennesker gik bag min Ryg, og jeg hørte ingenting af, hvad der blev sagt. Da hilser en Stemme højt: »Godaften!« Det var »Jomfruen«, som hilste på mig. »Godaften!« svared jeg fraværende. Jeg så også på »Jomfruen« en kort Stund, inden jeg kendte ham. »Nå, hvordan går det?« spurgte han. »Jo, bare bra . . . . som sædvanligt!«
Han kom selv ud; der lugted Øl og Tobak af ham, så det var en Gru. »Godaften!« sagde jeg. »Godaften! Er det Dem? Nej, hvorfor Fan kommer De så sent? Det tager sig slet ikke ud i Lampelys. Jeg har sat til en Høhæsje siden sidst og foretaget et Par Forandringer. De må se det om Dagen, det nytter ikke, at vi prøver på det nu.«
Uden at gøre mig nogen Rede for det, vender jeg mig om og går lige hen til Damen, jeg ser hende ind i Ansigtet og hilser: »Godaften, Frøken!« »Godaften!« svarer hun. Undskyld, søgte hun efter nogen? Jeg havde lagt Mærke til hende før; om jeg kunde være hende behjælpelig på nogen Måde? Beder så meget om Undskyldning forresten. Ja, hun vidste ikke rigtig . . . .
Jeg kjendte det graa skindtøiet dit langt borte fra.» Han snakket fort liksom stakaandet. «Vil du ikke si godaften til mig, Jenny er du lei for jeg er kommet op til dig?» «Godaften Helge,» sa hun og tok mot den haand, han rakte hende. «Værsgod, vil du ikke sitte ned?» Hun satte sig selv i sofaen. Hun hørte sin egen stemme ganske rolig og liketil lød den.
Min søde Anna, skil dig nu ved blyheden; imorgen er det søndag; gratulanter vil strømme over dig fra alle kanter! FRU HALM. Godaften da! Fru Stråmand, vær så god! Nu vil vi sværme! Styver, ser du hist, hvor Luna sidder svømmende på tronen! Nej, men du ser jo ikke! Å jo visst; jeg tænkte bare på obligationen.
Godaften, Frøken? Eller bare smile? Jeg beslutted mig til at lade det bero med at smile. Naturligvis vilde jeg hilse dybt på hende. Jeg lusked bort, lidt skamfuld over at være så tidligt ude, vandred om i Karl Johan en Stund og holdt Øje med Universitetsuret. Da Klokken blev otte, satte jeg atter opad Universitetsgaden.
Jeg skulde da vel aldrig have drømt det hele? Havt det første Møde med hende i Indbildningen den Nat, jeg lå i Feber? Jeg begyndte rådvild at tænke efter og følte mig aldeles ikke sikker i min Sag. »Hm!« sagde det bag mig. Jeg hørte denne Harken, jeg hørte også lette Skridt i Nærheden af mig; men jeg vendte mig ikke om, jeg stirred blot op til den store Trappe foran mig. »Godaften!« siger det så.
Og jeg gør det ikke forat vække Medlidenhed, men forat håne mig selv, stille mig i Gabestokken; jeg kunde væltet mig ned i Gaden og bedt »Kommandøren« gå over mig, træde på mit Ansigt. Jeg siger ikke engang Godaften.
«Er gaardsrummet saa vakkert, som det har ord for?» «Ja svært vakkert. Nu skal jeg hjælpe Dem, at De kommer paa rigtig sporvogn.» Mens de stod og ventet, skraadde to herrer over gaten. «Nei se, staar ni här,» sa den ene. «Godaften,» sa den anden. «Saa gaar vi vel opover sammen da? Har dere været nede og set paa korallerne?» «Der var stængt,» svarte frøken Jahrmann mut.
Dagens Ord
Andre Ser