United States or Poland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg havde rullegardinerne nede for begge mine vinduer. Når jeg kikked ud, så jeg, at solen skinned som den plejer. Jeg begreb det ikke. Jeg så menneskene gå på gaden og le og snakke om ligegyldige ting. Jeg begreb det ikke. Jeg syntes, at hele tilværelsen måtte stå stille ligesom under en solformørkelse. GREGERS. Slig følte jeg det også, da mor var død.
Men nu skulde du gå ud lidt, som du plejer, Hedvig; nu er det så passelig skummert for dig. HEDVIG. Nej, jeg bryr mig ikke om at gå ud nu. HJALMAR. Jo, gør det; jeg synes, du myser så med øjnene; du har ikke godt af alle disse dampene her inde. Her er dump luft under dette tag. HEDVIG. Ja, ja da, så løber jeg ned køkkentrappen og går indover en liden stund.
HJALMAR. Å, Gregers, det er jo netop det, som ikke er så sikkert. Hvem ved, hvad Gina og denne fru Sørby mangen gang kan ha' siddet her og hvisket og tisket om? Og Hedvig plejer ha' ørerne med sig, hun. Kanske kom gavebrevet ikke så uventet endda. Jeg syntes nok, at jeg mærked noget sligt. GREGERS. Hvad er det dog for en ånd, som er faret i dig! HJALMAR. Jeg har fåt øjnene op.
Og det synes jeg var så fælt sagt af far; for jeg læser bøn for vildanden hver aften og bér, at den må blive bevaret for døden og alt det, som ondt er. Plejer De læse aftenbøn? HEDVIG. Jaha. GREGERS. Hvem har vænnet Dem til det? HEDVIG. Jeg selv; for det var en gang far var så syg og havde igler på halsen; og så sa' han, at' han sad med døden i hænderne. GREGERS. Nå ja?
Farvel så længe. RELLING. Det er da også en ulykke, at ikke det menneske gik til helvede ned i en af Højdalsgruberne. GINA. Jøss', hvorfor siger De det da? Å jo, for jeg har nu så mine funderinger. GINA. Tror De, at unge Werle er rigtig gal? RELLING. Nej desværre; han er ikke galere end folk plejer være. Men en sygdom har han rigtignok i kroppen. GINA. Hvad er det for noget, som fejler ham da?
Hvor længe har De opholdt Dem her i Byen?“ spurgte han. Andrey besvarede roligt alle disse Spørgsmaal, han havde omhyggeligt studeret sine Passer. „Hvorfor er De ikke rejste med Banen? Det plejer alle at gøre nu til Dags!“ spurgte han videre. „Jeg antager, at Vejene er til for enhver!“ svarede Andrey kort han mente, det var bedst at lade fornærmet.
»Det er da også forbandet, så vredent dette er skrevet!« sagde jeg fortvivlet. »Her står Gud hjælpe mig simpelthen fem Sekstendele Ost. He-he, har man hørt Magen! Ja, her kan De se selv!« »Ja,« svared Madamen, »de plejer at skrive så. Det er Nøgleosten. Jo, det er korrekt! Fem Sekstendele er altså fem Lod«
Jeg sagde ikke noget ved den Lejlighed, såvidt jeg husker, det gjorde jeg ikke; det plejer jeg ikke at gøre. Når man har med ærlige Folk at skaffe, så er det unødvendigt at aftale noget og så at sige oprette Kontrakt for hver liden Ting. He-he! Jo, det var mig, som levered Dem de Penge.« »Nej, jaså, var det Dem! Ja, nu kender jeg Dem nok også, når jeg tænker mig om . . . .«
FURIA. Dig tror jeg; dig alene; dit øje brænder; du har sandhed talt. Dog, gå; thi snart prestinderne kan ventes; på denne tid de plejer samles her. CATILINA. Jeg går; dog kun for atter dig at møde. En tryllekraft mig fængsler til din side; så stolt en kvinde så jeg aldrig før. Da lov mig et ; og sværg, at du vil holde, hvad du mig lover. Vil du, Lucius?