United States or Cyprus ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ak, endnu var Sjelen reen; men da Livet kom igjen, og hun laa med halvlukt Blik, hvorforbi det Hele gik, Hun en Hevn, en slangefiin, under det betænkt udrugte en, som hende selv vel slugte og fordærved Sind og Hu, en, paa hvis Udviklingstrin, et for et, den Engel faldt, som Beboer var endnu af den krænkede Gestalt.
Alle Krybverdenens nedtrampede Tilværelser rører sig endnu engang, stikker sine gule Hoveder op af Mosen, løfter sine Ben, føler sig frem med lange Tråde og synker så pludselig sammen, vælter om og vender Bugen ivejret.
Det var Fæstningens Fangefoged, der bragte hende dem. „Nej, min søde Pige,“ sagde hun og kyssede Tania. „Mit Ærinde kan ikke opsættes til i Morgen hvis det kunde det, var jeg bleven uden Opfordring.“ Endnu i Døren vendte hun sig med et Smil, og det var, som om alt i Stuen blev mere dagligdags, da hun var forsvunden.
Men endnu staar mindet om hende, som nu sitter langt borte i en anden verdensdel og lever for at lette sine børn den byrde, som livet er med en far, der gaar som et fordrukkent vrak som mit livs skjønneste klenodie. For hendes skyld har jeg i alle disse aar holdt fast ved troen paa menneskesjælens renhet og skjønhet og styrke og paa kjærligheten.
Vist var det ynkeligt, indrømmed jeg mig selv, ja, det var forsmædeligt, rigtig forsmædeligt var det; men det fik ikke hjælpe. Jeg var ikke det ringeste hovmodig, jeg turde sige så stort et Ord, at jeg var et af de mindst kæphøje Væsener, som Dags Dato var til. Og jeg gik. Jeg standsed ved Porten og overvejed endnu engang. Jo, det fik gå som det vilde, jeg måtte vove det!
NILS LYKKE. Og endnu mindre havde I vel ventet, at han skulde komme som ven? FRU INGER. Som ven? I føjer spot til al den smerte og skændsel, I har dynget over mit hus? Efter at have lagt et barn i graven for mig, vover I endnu NILS LYKKE. Tillad, fru Inger Gyldenløve, i det stykke kommer vi neppe til enighed; thi I tager ikke med i beregningen, hvad jeg ved samme ulykkelige lejlighed tabte.
Margarethas Stemme leer blidt som forhen under Grenen, den som rasler paa Syrenen; Blomstens fine Violet, Blaat og Rødt i Hvidhed badet, endnu dæmpet meer bag Bladet, er o tør jeg løfte det? tør et Underværk jeg granske? jo grangiveligt og ganske hendes Sløjfes egen Let, som hun sad der dagligdags, med det fromme Hoved bøjet, over Søm og Strikketøjet, syslende med Alleslags.
FRU INGER. Sandelig, denne tiltro glæder mig. Drik, mine ædle riddere! Drik tilbunds! Så sagte, mine ædle herrer, så sagte! Fruen på Østråt har endnu sin fulde samling. Således havde jeg ikke tænkt mig hende. Jeg ser, hvad han heder. Det er Nils Lykke. Kender hun mig? Skulde Lucia ? Skulde hun vide ? FRU INGER. Stille! Hun véd intet.
„Min Ven!“ sagde Andrey og lagde Haanden fast paa hans Skulder. „Hvorfor skal vi forbitre vore stakkels Venners sidste Øjeblik paa saa grusom en Maade? Det er aldeles utænkeligt, at vi kan redde blot en eneste af dem, vi vil derimod blive sablet ned for deres Øjne. Hvorfor skal vi gøre deres sidste Øjeblikke endnu tungere ved at lade dem blive Vidne til dette Syn?“
Disse ere Delene af den beundringsværdige Komposition, som ikke kan forherliges af min, der vel er indgivet af Beskuelsens henrykte Øjeblik, men dog for fattig til ikke at trænge til nogen Overbærelse forat turde hedde en Buket til den genifulde Malerinde, som har valgt Menneskehjertets og Livets endnu finere Blomster, end van Huysums , til Gjenstande for sin nydelige Pensel. Beskuelsen