Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Oppdatert: 15. september 2025
Lad mig sige ideale krav, visse fordringer, som en mand ikke kan sætte til side, uden at han tar skade på sin sjæl. Men tænk, vildanden, den stakkers vildanden! Du hører jo, jeg skåner den for din skyld. Der skal ikke krummes et hår på ; nå, som sagt, jeg skåner den. For der er jo også større opgaver, end som så, at ta' fat på.
De er så tidt udesvævendes om aftningerne; og så kommer de svært sent hjem om naetterne, og da er de ikke altid så GREGERS. Sligt vaenner en sig snart til. Jeg håber, det skal gå med mig som med vildanden GINA. Hm, jeg synes nok De skulde sove på det først alligevel. GREGERS. De vil nok svært nødig ha' mig ind i huset, fru Ekdal. GINA. Nej kors; hvor kan De da tro det?
RELLING. Hvorledes gik det til? HJALMAR. Å, hvad ved jeg ! GINA. Hun vilde skyde vildanden. RELLING. Vildanden? HJALMAR. Pistolen må være gåt af. RELLING. Hm. Ja så. EKDAL. Skogen hævner. Men jeg er ikke ræd alligevel. HJALMAR. Nå, Relling, hvorfor siger du ingen ting? RELLING. Kuglen er gåt ind i brystet. HJALMAR. Ja, men hun kommer sig da! RELLING. Du ser vel, at Hedvig ikke lever.
HEDVIG. Ja, der er store skabe med bøger i; og i mange af de bøgerne er der billeder. GREGERS. Aha! HEDVIG. Og så er der et gammelt skatol med skuffer og klaffer i, og et stort ur med figurer, som er til at komme frem. Men det uret går ikke længer. GREGERS. Tiden er altså gåt istå derinde hos vildanden. HEDVIG. Ja. Og så er der gamle farveskrin og sligt noget; og så alle bøgerne.
Sligt mørke da; en kan knapt se frem for sig. HEDVIG. Får du aldrig lyst til at skyde på noget andet end de kaninerne? EKDAL. Er ikke kaninerne gode nok, de, kanske? HEDVIG. Ja men vildanden da? EKDAL. Hå hå; er du ræd, jeg skal skyde vildanden for dig? Aldrig i verden, du. Aldrig det. HEDVIG. Nej, du kunde vel ikke; for det skal være svært at skyde vildænder. EKDAL. Kunde ikke?
GINA. Nej men hvad skal da det være til, Ekdal? Det er jo bare at gøre dig livet surt. Jeg passer nok fotograferingen, jeg; og så blir du ved at stelle med opfindelsen. HEDVIG. Og så med vildanden, far, og med alle hønsene og kaninerne og ! HJALMAR. Snak ikke til mig om det tøjeri! Fra imorgen af sætter jeg aldrig mere min fod der inde på loftet.
HJALMAR. Nej, nej, nej; tvert imod. Du må ikke sige noget sådant. Jeg kan da ikke evig og altid gå her og hænge over de samme anstrængende tankerne. Jeg må ha' noget ved siden af, som kan fylde ventetiden ud. Inspirationen, indskydelsen, ser du, når den kommer, så kommer den alligevel. GREGERS. Min kære Hjalmar, jeg tror næsten, du har noget af vildanden i dig. HJALMAR. Af vildanden?
Vildanden har vi jo også fåt sendendes til foræring, og alligevel holder jeg så svært af den. Ja vildanden, det er sandt! Lad os snakke lidt om vildanden, Hedvig. HEDVIG. Den stakkers vildanden. Den tåler han heller ikke at se for sine øjne mere. Tænk, han har fåt lyst til at vri' halsen om på den! GREGERS. Å det gør han da visst ikke. HEDVIG. Nej, men han sa' det.
HJALMAR. Men hun har slet ingen lyde og mén for resten; og det er virkelig mærkværdigt for en, som har fåt en ladning haggel i kroppen og som har været mellem hundetænder Ja. Den velsignede vildanden, ja. Den gøres der da krusifikser nok for. HJALMAR. Hm; er det snart dækket kanske? GINA. Ja straks på timen. Hedvig, nu må du komme og hjælpe mig.
HEDVIG. Så holdt jeg bøn for ham, da jeg havde lagt mig. Og siden er jeg ble't ved med det. GREGERS. Og nu bér De for vildanden også? HEDVIG. Jeg syntes, det var bedst at ta' vildanden med; for hun var så sygelig i førstningen. GREGERS. Læser De kanske morgenbøn også? HEDVIG. Nej det gør jeg da rigtignok ikke. GREGERS. Hvorfor ikke ligeså godt morgenbøn?
Dagens Ord
Andre Ser