United States or Ukraine ? Vote for the TOP Country of the Week !
Mine sønner tog hun; men hun gav min tunge evnen til i kvæder ud min sorg at sjunge. På min mund hun lagde sangens fagre gave; lydt da lad den klinge, selv ved sønners grave! Hil jer, sønner gæve! Hil jer, der I rider! Gudegaven læger verdens ve og kvider! Se så, nu er Ørnulf stærk og sund igen. DAGNY. Priset være de høje i himlen, som skænkte mig så godt et råd! SIGURD. Nej, jeg har liden lyst.
Herunder holdt jeg følgende tyste Passiar: Ja, ser De, man er bleven lidt fattig, en øjeblikkelig Forlegenhed . . . . Udslidte, siger De? De må ikke forsnakke Dem. Jeg vil se på den, som slider mindre Knapper, end jeg. Går altid med Frakken åben, skal jeg sige Dem; det er bleven en Vane hos mig, en Egenhed . . . . Nej, nej, når De ikke vil , så!
Nej-nej, kanske ikke som Blomster heller, men . . . . Jeg er så aldeles forelsket i Dem, og det er så urimeligt . . . . Herregud, naturligvis, det nytter mig ikke det Spor . . . . Hvad hedder De? Nu må De da virkelig sige mig, hvad De hedder . . . .« »Nej, hvad hedder De ? Gud, nu havde jeg nær glemt det igen! Jeg tænkte på det i hele Går, at jeg skulde spørge Dem.
CURIUS. De er tagne; en del blev fængslet, men de fleste dræbtes. O, skæbne, skæbne! Stød den i mit hjerte! Du var et redskab kun. Du handled ret CURIUS. O, lad med livet mig udsone brøden! CATILINA. Jeg har tilgivet dig. Ja, flugt? CATILINA. Nej, heltedøden! CURIUS. Det er forgæves! Undergang ham venter. Ah, denne mildhed er en tifold straf!
Jeg sagde Dem igår, jeg grunded på et slags digtning FALK. På en faktisk. Ja! FALK. O hvis man spør, hvor De tar stoffet fra ? Det er et fælles stof vi to har fundet. SVANHILD. Nu må jeg gå. GULDSTAD. Nej, bliv og hør til ende. En anden kvinde bad jeg ej om sligt; Dem, Svanhild, har jeg lært tilbunds at kende; til snerperi er Deres sind for rigt.
HJALMAR. Nå, han ser jo ikke videre godt ud. Er ikke den gamle kommet hjem? HEDVIG. Jo, bedstefar sidder inde og skriver. HJALMAR. Sa' han noget? GINA. Nej, hvad skulde han sige? HJALMAR. Nævnte han ikke noget om ? Jeg synes, jeg hørte, at han havde været hos Gråberg. Jeg vil gå lidt ind til ham. GINA. Nej, nej, det er ikke værdt HJALMAR. Hvorfor ikke det? Sa' han, at han ikke vilde ha' mig ind?
»Vilde De heller, at jeg skulde været fuld?« »Ja . . . . Hu, jeg er bange for Dem! Herregud, kan De nu ikke slippe!« Jeg tænkte mig om. Nej, jeg kunde ikke slippe. Ikke noget forbandet Pærevæv en silde Aftenstund på en Sofa! Op med Flonellen! He, hvilke Udflugter fandt man ikke på at komme med i et sligt Øjeblik! Som om jeg ikke vidste, at det var bare Undselighed altsammen!
Der gives visse krav ; jeg kunde fristes til at kalde dem ideale krav GINA. Men gamlefar da? Hvad skal der bli' af ham, stakker? HJALMAR. Jeg kender min pligt; den hjælpeløse flytter med mig. GINA. Nej. Har du mistet hatten? HJALMAR. Jeg havde den naturligvis på, da jeg kom inat; det er der ingen tvil om; men idag kunde jeg ikke finde den.
Og ham var det jo også, som satte mig i stand til at gifte mig. Eller kanske ved du ikke det heller? GREGERS. Nej, det vidste jeg rigtignok ikke. Jeg har kanske dog gjort far uret alligevel i enkelte stykker. Ja, for dette her viser jo hjertelag, ser du. Det er ligesom et slags samvittighed- HJALMAR. Samvittighed ? GREGERS. Ja, ja, eller hvad du vil kalde det da.
Det var en rar Meddelelse; men da jeg ikke ønskede at ødelægge mit Pas, saa blev jeg stadig!“ „Naa, altsaa i Morges Klokken otte stillede min Mand igen!“ „Er din logerende kommen hjem?“ „Nej! Deres Højvelbaarenhed!“ „Hvor tror du, han kan være?“ „Det aner jeg ikke, Deres Højvelbaarenhed!“ „Se saa, nu gaar han!“ tænkte jeg; men han blev hængende fast som paa en Limpind.
Dagens Ord
Andre Ser