GINA. Ja, jeg tror det næsten; men gud forlade Dem alligevel. Å jeg synes jeg af dette her! Hvad har jeg da gjort ham? Mor, du ham hjem igen! GINA. Ja, ja, ja; vær bare rolig, skal jeg ud og se efter ham. Men skal du ikke ligge der og tude. Lover du mig det? Ja, jeg skal la' det være; når bare far kommer igen.

CATILINA. Ti; jeg vil ej høre! Jeg hader dig! Jeg ser din fule list; du vil mig lænke til et halv-livs rædsel. Stir ikke mig! Dine øjne martrer, de stinger mig i sjælen som en dolk! Ah, dolken; dolken! ! Luk dine øjne AURELIA. Våg, milde guder, over ham og mig! CATILINA. Luk dine øjne; luk dem, siger jeg; i dem er stjerneskin og morgenhimmel . Nu vil jeg slukke morgenhimlens stjerne!

Hun var død, hendes sorg var ikke mere i hende, men den var i ham der levet den videre og vilde ikke , før han døde selv. Og fordi den var levende, vilde den vokse og forandres han kunde ikke vite, hvordan hans sorg vilde se ut om ti aar men den kunde vokse til noget stort og deilig. Saa længe han levet, vilde der komme stunder, da han følte den underlig tunge og dype glæde, fordi det var slik.

Og for hendes sjæl, som smuldret op, der hun sat og ventet, blev det til det: Kom han, saa skulde hun leve. Kom den anden, saa maatte hun . Og da hun hørte trin i trappen, og det var ikke Gunnar, og da det banket paa hendes dør, bøiet hun hodet og gik skjælvende hen og lukket op for Helge Gram. For hende stod det bare, som hun lukket op for den skjæbne, hun selv hadde manet over sig.

Være en mands, med alslags intimiteter paa krop og sjæl, som fulgte av det og saa kanske se en dag, at hun hadde aldrig kjendt ham, og han hadde aldrig kjendt hende, og den ene hadde aldrig forstaat et ord av den andens tale . Aknei. Hun levet fordi hun ventet. Hun vilde ikke ha en elsker, for hun ventet paa sin herre. Og hun vilde ikke , ikke nu, for hun ventet. Nei.

Hvis blot et øjeblik jeg kunde lyse og flamme som en stjerne i sit fald, hvis blot jeg en gang med en herlig dåd fik knytte mig og navnet "Catilina" til ry og til udødelige sagn, da skulde jeg med fryd, i sejrens stund, forlade alt, ty til en fremmed strand; jeg skulde støde dolken i mit hjerte; fri og glad; thi da jeg havde levet! Men denne lod er døden uden liv. Er sådant muligt?

Der er megen nød. Vort eget folk holder paa at vansmægte og den aandelige død, og der er ingen som kan vise dem veien til den gode hyrde,“ sa pastor Reierson. Han gav mange oplevelser fra arbeidet paa indremissionsmarken. Deriblandt fortalte han, at han engang paa sine reiser utover prærien kom til en torvhytte, hvor manden laa syk av nervefeber.

HJØRDIS. Sigurd! lad Gunnar kalde hid. KARLEN. Gunnar red ud for at samle sine grander; thi Kåre bonde vil HJØRDIS. Godt, godt, det ved jeg; da! DAGNY. Ud for ikke at træffe Sigurd. Det bliver vel til det at vi skilles, det skjønner jeg nok; men nu at stedes til møde med ham, nej, nej, det kan jeg ikke. Hm; det er tungt at , men stundom er det dog værre at leve!

Min stakkels, kære, lille Tania!“ udbrød Andrey og greb hende i sine Arme. „Jeg ved jo, hvilket frygteligt Kors jeg lægger paa dig. Det er saa langt, langt sværere for den, der bliver tilbage, end for den, der gaar bort. Men tro mig, min egen kære, min Skæbne falder mig heller ikke let. Livet var blevet saa dyrebart for mig nu, siden jeg ejede dig! Det er svært, frivilligt at maatte kaste det fra sig frivilligt at skilles fra dig og , naar jeg kunde leve saa lykkeligt! Jeg vilde give alt for at kunne skaane os begge! Men det er umuligt! Slaget maa slaas! Jeg kan ikke træde tilbage, fordi jeg elsker dig. Jeg vilde foragte mig selv føle mig som en Løgner og en Bedrager over for mit Land, min Mission og mit eget Selv. Tror du, jeg kunde leve med en saadan Byrde paa mit Sind? Og tror du, at vor Kærlighed kunde trives under saadanne Forhold? Tilgiv mig, min elskede! Tilgiv mig for vor fælles store Sags Skyld, for vort dyrebare Lands Skyld den Sorg, jeg bringer over dig! Hvad betyder Døden hvad vil alle vore Lidelser sige, hvis vi derved blot en eneste Dag før kan gøre Ende paa al den grænseløse Ulykke rundt omkring os?“

Skal vi gaa ut og bringe dem hjælp eller skal vi som den rike mand klæ os i purpur og kostelig linned og saa la hedningene ?