Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Oppdatert: 23. juni 2025
Mit hele Væsen var i dette Øjeblik i den højeste Grad af Pine; jeg havde endog Smærter i Armene og kunde knapt holde ud at bære dem på sædvanlig Måde. Af mit sidste svære Måltid følte jeg også et stærkt Ubehag, jeg var overmæt og ophidset og spadsered frem og tilbage, uden at se op; de Mennesker, som kom og gik omkring mig, gled mig forbi som Skimt.
Der er det jo Inger Gyldenløve plejer stå og stirre udover landevejen, som om hun vented på en, der aldrig kommer. Eline? Ja, det er Eline hun heder. Kan jeg rigtig tro på, at hun er så mærkværdig, så kløgtig og så djærv, som Lucia sagde? Fager skal hun også være. Men til ægtehustru ? Så ligetil burde jeg ikke have skrevet. Hun vil ikke svide gården af over os.
Det havde faret værst med min Ryg og mine Skuldre; den Smule Gnaven i Brystet kunde jeg også standse et Øjeblik, når jeg hosted rigtig hårdt, eller når jeg gik dygtigt foroverbøjet; men Ryggen og Skuldrene havde jeg ingen Råd for. Hvordan kunde det dog være, at det slet ikke vilde lysne for mig?
GINA. Nej, hvad du kan finde på! EKDAL. He he! Og det fik de på sin tallerken? HJALMAR. Lige op i øjnene fik de det. EKDAL. Du, Gina, han sa' det lige op i øjnene på kammerherrerne. GINA. Nej, tænk, lige op i øjnene. HJALMAR. Ja, men jeg vil ikke ha', at der skal tales om det. Sligt fortæller man ikke. Det hele gik jo også af i al venskabelighed, naturligvis.
Og jeg stod og følte mig dejligt hård som Flint. De små Tyvetøser holdt ikke op med sine Plagerier. De tirredes af, at Oldingen ikke vilde holde Hovedet stille, og de stak også efter hans Øjne og Næsebor. Han stirred på dem med et forhærdet Blik, han sagde intet og kunde ikke røre Armene.
GREGERS. Hvorledes har man her kunnet la' den familje så ynkeligt forkomme. WERLE. Du mener formodentlig Ekdals, kan jeg tænke. GREGERS. Ja, jeg mener Ekdals. Løjtnant Ekdal stod dig dog engang så nær. WERLE. Ja, desværre, han stod mig nok altfor nær. Det fik jeg føle og svie for i mange år. Det er ham, jeg kan takke for, at jeg fik en slags klik på mit gode navn og rygte, jeg også.
Se, derfor vil I forstå, hvad jeg har at sige eder. Vid da, at også jeg engang har levet et liv, som I her. Jeg tænkte mig, at når jeg trådte ud i den store vide verden, da vilde der komme mig imøde en ædel og herlig kvinde, som skulde vinke ad mig og vise mig vejen til et berømmeligt mål. Jeg bedrog mig, Eline Gyldenløve! Kvinder kom mig imøde; men hun var ikke iblandt dem.
HJALMAR. Nogen forbedringer, ja. EKDAL. Men de må gøres, du. HJALMAR. Ja, lad os snakke lidt om de forbedringerne, far. Kom her, så sætter vi os i sofaen. EKDAL. Ja nok! Hm, tror, jeg vil stoppe piben først; må nok renske den også. Hm. Renske piben, du. HJALMAR. Å ja, ja, Gina, lad ham bare ; den stakkers skibbrudne gubbe. Ja, de forbedringerne, dem er det bedst, vi får fra hånden imorgen.
Der var gået Uger, siden den var i mit Eje. Hvad gik der også af mig? Den forbausede Pige vented ikke længer, men trak sig skyndsomt tilbage. Og jeg måtte lade hende gå. Folk stimled sammen om mig og lo højt, en Politibetjent trænger sig hen til mig og vil vide, hvad der er påfærde. »Ingen Ting,« svarer jeg, »slet ingen Ting!
At gå tilbage til Værtinden og få Pengesedlen tilbageleveret af hende, nytted nok ikke; der måtte også gives en anden Råd, når jeg tænkte mig om, når jeg bare anstrængte mig rigtigt meget og tænkte mig om. Her var det ved Gud ikke nok at tænke blot på almindelig Vis, jeg fik tænke, så det sled mig gennem hele mit Menneskeværk, efter en Udvej til disse ti Kroner.
Dagens Ord
Andre Ser