United States or Saint Barthélemy ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men tæt under strande den smådreng stod; han var til sinde så mødig og mod; med kvide han slog sin harpes strenge, så vide det klang både lydt og længe. Den jomfru liden på tjernets bund vågned derved af sin tunge blund; nøkken måtte slippe hende ud af sit skød; mellem liljerne hen over vandet hun flød; da kendte hun igen både himmel og jord, da fatted hun tilfulde både gud og hans ord.
Jeg gik ud i Forstuen og satte mig; skulde jeg være så heldig at få noget skrevet, så måtte det alligevel være her, i Stilheden. Det var ikke længer min Allegori, som beskæftiged mig; havde fået en ny Idé, en ganske fortræffelig Plan: jeg vilde forfatte et en Akts Drama, »Korsets Tegn«, Emne fra Middelalderen.
Jeg var tilsidst næsten i Begreb med at tiltale hende, spørge hende, om hun søgte efter nogen, om hun trængte min Hjælp til noget, om jeg måtte følge hende hjem, så dårligt antrukken som jeg desværre var, beskytte hende i de mørke Gader; men jeg havde en ubestemt Frygt for, at det kanske vilde komme til at koste noget, et Glas Vin, en Køretur, og jeg havde slet ingen Penge mer; mine trøstesløst tomme Lommer virked altfor nedslående på mig, og jeg havde ikke engang Mod til at se lidt skarpt på hende, når jeg gik hende forbi.
Hvad skæbnen vil, hvad mørkets stærke magter Bestemmer over os, vi lyde må. Nu vel! Mit had er borte; skæbnen bød det; det måtte være så. Ræk mig din hånd til evigt forbund! Ah, hvi nøler du? Du vil ej? CATILINA. Vil ? Jeg ser på dine øjne. De gløder, lynet lig i nattens mulm. Nu smilte du! Ah, sådan har jeg tænkt mig Nemesis FURIA. Hvad? Vil du hende se, se ind i dig. Har du forglemt din ed?
Og imens sagde jeg højt Gang på Gang, så jeg hørte det selv: Men du gode Gud, dette er jo Vanvid! Og jeg drev på lige galt. Efter en lang Stunds Forløb, kanske et Par Timer, tog jeg mig stærkt sammen, bed mig i Læben og strammed mig op det bedste, jeg kunde. Der måtte blive en Ende på dette! Jeg fandt mig en Flis at tygge på og satte mig resolut til at skrive igen.
Siden skal I få min vilje at vide. Gå ud! BJØRN. Vel, fru Inger! FRU INGER. Og porten åben for enhver, som måtte banke på. BJØRN. Men ? FRU INGER. Porten åben! BJØRN. Porten åben. Eline; mit barn, jeg har noget at sige dig i enrum. ELINE. Jeg hører eder. FRU INGER. Eline, du tror ilde om din moder. ELINE. Jeg tror, hvad eders færd så kvidefuldt tvinger mig til at tro.
OLAF SKAKTAVL. Eders datter Meretes giftermål med Vinzents Lunge, synes mig, måtte vise eder, hvad slige midler virker. Aldrig så såre fik herr Lunge fast fod hos os, før han rev til sig både gods og rettigheder FRU INGER. Ak, jeg véd det, Olaf Skaktavl! Men stundom går der så mangehånde tanker gennem mit sind. Jeg kan ikke betro mig fuldt ud, hverken til eder eller til nogen.
Jeg svinged ned til Dampkøkkenet, læste Tavlen og trak opsigtsvækkende på Skuldrene, som om sprængt Kød og Flæsk ikke var Mad for mig; derfra kom jeg ned på Jærnbanetorvet. En besynderlig Fortumlethed fôr mig med en Gang gennem Hovedet; jeg gik videre og vilde ikke agte på det, men blev værre og værre og måtte tilsidst sætte mig på en Trappe.
Der var liden Ridderlighed hos Skæbnen, virkelig nokså liden Ridderlighed, måtte man sige! . . . . Jeg gik hen til en Mand, som stod og glante indad et Butiksvindu, og spurgte ham i største Hast, hvad man efter hans Mening skulde byde en Mand, som havde sultet i lang Tid. Det galdt Livet, sagde jeg, han tålte ikke Bif.
Næsten havde jeg glemt det vigtigste af mit ærende. Men det er også vor høje værtindes skyld. Ved bordet forstod hun så kløgtigt og så lifligt at sysselsætte sine gæster FRU INGER. At I ej længer kom ihug, hvad der førte eder hid? Det glæder mig; thi så var just min agt. Jeg tænkte, at skulde min gæst, Nils Lykke, finde sig vel tilmode på Østråt, så måtte han NILS LYKKE. Hvilket, frue?
Dagens Ord
Andre Ser