Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Oppdatert: 28. oktober 2025
FALK. Ja, viljesaksen, for at klippe hvert bånd itu, så bort du kunde slippe, og flyve ud Nej, nu blir du for grov! At sigte mig for brudd på statens lov! Jeg skulde tænke på at absentere mig? Sligt er jo attentat på at blamere mig, verbalinjurier! FALK. Men er du gal! Hvad er din mening da? Så tal dog tal! Ja, selv De kommer til at klare tanken! hvad handles om? Et lån i sparebanken.
Der er den forskel kun, at ikke bogen forslår som jakobsstige til min Gud. Nu må jeg ud og søge ham i livet . jeg føler mig i hjertet mere god, jeg elsker strået, krybet for min fod; det er jo også del i lykken givet. FALK. Men sig mig nu LIND. Nu har jeg sagt det hele, min rige gåde, som vi tre vil dele. FALK. Ja, men jeg mener, har du tænkt lidt fremad? LIND. Jeg tænkt? Tænkt fremad?
Nej, kærligheden er et pæretræ . om våren pære-blomster-hvid, som sne; lidt udpå året blomsterne sig arter til fler og flere store grønne karter; af faderstammens safter de sig nærer; med guds hjælp blir de allesammen pærer. FALK. Så mange hoveder, så mange sind! Nej, alle famler de på gale veje. Hver lignelse er skæv; men hør nu min; den kan på hver en vis De sno og dreje.
FALK. Nu skønner jeg, De er en farlig frister, De, velstandsmanden, kanske millionær, mens alt, hvad mit i denne verden er, blev båret bort af to artillerister. Hvad mener De med det? FALK. Det ligger nær; thi den solide grundvold, kan jeg tænke, er sagtens mynt , mirakelmidlet mynt . som låner mangen middelaldersk enke Sankt Gertruds gyldenglorie til pynt.
Lad lykken synke, gå i graven våd; vor kærlighed skal dog, Gud være priset, nå sejersfrelst iland ifra forliset! FALK. O, jeg forstår dig! Men at skilles så! Just nu, den fagre verden står os åben, her, midt i våren, under himmel blå, den samme dag vor unge pagt fik dåben! SVANHILD. Just derfor må vi. Efter denne stund vort jubeltog går nedad bakke kun!
Fra alfarvejen skulde hvermand tro, at der er lykken blandt de glade røster. FALK. Du siger stakkels? SVANHILD. Har hun ikke delt sit sjæleguld med ham og alle frænder, sat ud sin kapital på hundred hænder, så ingen skylder hende summen helt? Hos ingen af dem har hun alt at kræve, for ingen af dem har hun helt at leve. O, jeg er tifold rigere end hun; jeg har en eneste i verden kun.
Hun hørte på mig, og jeg tror hun græd; det er jo gode tegn? FALK. Ja visst; bliv ved. LIND. Og, ikke sandt, da er vi jo forlovet? FALK. Jeg må formode det; men for at være aldeles tryg, så rådspørg frøken Skære. LIND. O nej, jeg véd, jeg føler det så trygt! Jeg er så klar, så sikker, uden frygt. Nå, vårens blomster da i eders bånd!
FALK. Så det er kærlighedens friske kilde, som hvisker om, hvad enken har forlist, hin kærlighed, som sletted "savn" og "klage" af sproget ud i lykkens lyse dage! Så det er kærlighedens sejersflod, som ruller gennem ægteparrets årer, hin kærlighed, som kækt på skansen stod, og trådte skik og vedtægt under fod, og lo af alle verdens kloge dårer!
LIND. Det har jeg også tænkt af flere grunde, og deriblandt er én især af vægt; sæt for eksempel, at her findes kunde en kurtisør, som lusked om fordækt; sæt at hans hensigt trådte frem påtageligt, som frieri; det var dog ubehageligt. FALK. Ja, det er sandt; jeg havde ganske glemt, du var til noget højere bestemt.
GULDSTAD. Ej længer, frue, end det kan sig skikke; jeg klarer sagen til gensidigt held. Blot et minut på tomandshånd FRU HALM. Nu vel! Han flytter virkelig! STYVER. Skal jeg holde fruen! STRÅMAND. Med selskab, mener jeg. FRU STRÅMAND. Hvor er du, Stråmand? Find på et par ord, som kan fængsle dem, en ting, som er lidt morsom! Har fruen læst departementets bønskrift? STRÅMAND. Nu? FALK. Nu?
Dagens Ord
Andre Ser