United States or Cameroon ? Vote for the TOP Country of the Week !
LIND. Til langt på dag; jeg gik tilsengs så mat, og dog på samme tid i slig en rørelse; jeg frygted næsten, jeg var bleven gal. FALK. Å ja, du led jo af et slags forgørelse. LIND. Men Gud ske lov, så vågned jeg normal. Herr Lind! Der er de efter mig igen! Kom, lad os gå. FRØKEN SKÆRE. Nej bi; hvor skal De hen? Lad os i hast få ende på uenigheden, Som De og Deres kæreste er kommen i.
En ting kan du takke himlen for, og det er, at jeg tog dig tilægte, før Gudmund Alfsøn kom igen. BENGT. Jo, for hele hans eje er ikke tiende delen så stort som mit. Og det er jeg sikker på, at han havde bejlet efter dig, ifald du ikke havde været frue på Solhaug. BENGT. Jeg tør sværge på det, Margit. Bengt Gautesøn har to kloge øjne i panden. Men nu kan han jo tage Signe.
Men nu står mine Øjne pludselig i Vand ved »Kommandørens« Venlighed, og jeg harker og hoster forbittret, forat gøre mig stærk. »Kommandøren« støder en Gang i Næsen; han står og ser på mig. »Har De noget at leve af imens, da?« siger han. »Nej,« svarer jeg, »jeg har ikke det heller. Jeg har ikke spist endda idag, men . . . . . .
Det var en Jammer, en Elendighed uden Lige at være så udarmet! Hvilken Ydmygelse, hvilken Vanære! Og jeg kom atter til at tænke på en fattig Enkes sidste Skærv, som jeg vilde have stjålet, en Skoleguts Kasket eller Lommetørklæde, en Betlers Madpose, som jeg uden Omstændighed vilde have bragt til Kludehandleren og sviret op.
Kortsagt, hun vilde intet blive for Øjet, knapt nok udholdelig at se på. Hvad der interessered mig hos hende, var hendes underfulde Skamløshed, dette desperate Topmål af overlagt Synd, som hun havde begået. Hun sysselsatte mig virkelig altfor meget; min Hjærne var ligefrem udbulnet af denne sære Misdannelse af et Menneske. Og jeg skrev i samfulde to Timer i Træk på mit Drama.
I minded mig før om hin usalige dag, da Knut Alfsøn blev slagen ved Oslo. I minded mig om det løfte, jeg gjorde, da jeg stod ved liget mellem Norges gæveste mænd. Jeg var knapt fuldvoksen dengang; men jeg kendte Guds kraft i mig, og jeg mente, hvad mange har ment sidenefter, at Herren selv havde sat sit mærke på mig og kåret mig til at stride forrest for land og rige. Var det hovmod?
Jeg havde ikke undset mig for at gøre mig bevægelig og stå og græde til de mindste Kræmmere. Og hvad havde det nyttet? Stod jeg måske ikke fremdeles uden en Brødbid at stikke i Munden. Jeg havde opnået at få mig til at væmmes ved mig selv. Ja, ja, nu måtte det komme til en Ende! Retnu stængte man Porten hjemme, og jeg fik skynde mig, hvis jeg ikke vilde ligge på Rådstuen inat igen . . . .
Der boed ingen ind ad denne Port, foruden en tre, fire Hester og mig; det var forøvrigt en Stald og et Blikkenslagerværksted . . . . Hun var ganske vist på Vildspor, desværre, når hun ledte efter nogen her. Da vender hun Ansigtet bort og siger: »Jeg leder ikke efter nogen, jeg bare står her, det faldt mig ind . . . .« Hun holdt inde.
Nej, er den end for sidste domstol kommen, jeg véd, der er benådning bagom dommen! Jeg véd, et liv kan leves ud af to, med frelst begejstring og med reddet tro; men du forkynder tidens usle lære: at idealet er det sekundære! STYVER. Nej, det primære ; thi dets hverv er ude, som blomstens hverv når frugten sætter knude. Hun kalder på mig med den samme sang, som talte, da vi mødtes første gang.
GULDSTAD. Derefter kommer kærlighedens lette kavaleri, de mange slags forlovede. STRÅMAND. Først veteranerne, hvis forbund vovede at trodse tidens tand Og så eleverne i første klasse, parret fra igår STRÅMAND. Kort, her er sommer, vinter, høst og vår; den sandhed kan De tage på med næverne, med øjne se, og høre den med øren FALK. Nu ja? FRØKEN SKÆRE. Og endda viser De den døren!
Dagens Ord
Andre Ser