United States or Réunion ? Vote for the TOP Country of the Week !
SIGURD. Men Gunnar er min fosterbroder; fred og venskab har vi svoret hinanden. Både i strid og i fredsomme kår har vi fristet lykken tilhobe og han er mig kærest af alle mænd; hærfærd huer han ikke, så bold han end er; nu godt, mig kender I alle, om mig ved I, at jeg ikke ræddes for ufred; men her står jeg frem, Ørnulf, og beder om forlig for Gunnar. Gør mig til vilje i denne sag!
Og det skal være højt og helligt svoret, at jeg vil elske hende til min død, så varmt som nu: ja, for hun er så sød! FALK. Forlovet! Derfor var det da, du slang på hylden både loven og profeterne. Og du, som trode, at det var din sang ! FALK. Min ven, så stærk en tro har tidt poeterne. Tro ellers ikke, Falk, at teologen er fra min lykkes time dreven ud.
Og så fandt både din far og jeg, at dette med fotografering var det nemmeste. Og det syntes Gina også. Ja, og så var der én grund til, ser du; det traf sig så heldigt, at Gina havde lagt sig efter at retouchere. GREGERS. Det passed da vidunderlig godt sammen. Ja, ikke sandt, du? Synes du ikke, at det passed vidunderlig godt sammen? GREGERS. Jo, det må jeg tilstå.
Men idag, da jeg stod i Solhaugs stue, da forstod jeg mig selv tilfulde, forstod, at Margit var så stolt en frue, men du den allerdejligste blandt ungmøer hulde. Der glemte hun bort både fader og moder; der glemte hun bort både søster og broder; hun glemte bort både himmel og jord, hun glemte sin gud og hvert kristent ord.
Og mor hun var ikke så real, som du tænkte, Ekdal; og hun gik der og snakked for mig både om det ene og det andre; for grossereren var jo ble't enkemand da. HJALMAR. Nå, og så! GINA. Ja, det er vel bedst du får vide det. Han gav sig ikke, før han fik sin vilje. Og det er mit barns mor! Hvor kunde du fortie sligt noget for mig!
GINA. Jo, det er. Gregers! Er du der alligevel? Nå, så kom ind da. Jeg sa' dig jo, at jeg vilde se op til dig. HJALMAR. Men ikveld ? Er du gåt fra selskabet? GREGERS. Både fra selskabet og fra familjehjemmet. God aften, fru Ekdal. Jeg ved ikke, om De kan kende mig igen? GINA. Å, jo; unge herr Werle er ikke så svær at kende igen. GREGERS. Nej, jeg ligner jo min mor; og hende mindes De sagtens.
Gav I mig end fri, det vilde kun lidet både mig. FRU INGER. Din vinge er ikke stækket, længer end du selv vil. ELINE. Vil? Min vilje er i eders hænder. Bliv ved at være, hvad I var, så vil også jeg FRU INGER. Nok derom. Hør mig videre. At drage fra Østråt vil neppe være dig meget imod. ELINE. Kan hænde, min moder!
Ikke dengangen, ikke. Grossereren la' sig efter mig; det gjorde han. Og fruen trodde, der var noget i det; og så gjorde hun hokkuspokkus og hurlomhej, og hun både slog mig og hun drog mig; det gjorde hun; og så gik jeg af tjenesten. HJALMAR. Men siden altså! GINA. Ja, så kom jeg jo hjem.
Dagens Ord
Andre Ser