United States or Fiji ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det var liglugten, som gjorde mig svimmel. ELINE. Hør; nu hamrer de på porten! Hvad er det? BJØRN. Overfald! Grev Sture ELINE. Grev Sture? Hvad han? NILS LYKKE. Har de dræbt ham? Fru Inger! Ned i borggården med jer! Hold porten åben for vore venner, men lukket for alle andre. NILS LYKKE. Inger Gyldenløve, tro mig !
Han venter en Stund, inden han haler sit Ur frem, og tager ikke sine Øjne bort fra mig imens. »Vel fire,« svarer han. »Akkurat!« siger jeg; »vel fire, fuldkommen rigtigt! De kan Deres Ting, hører jeg, og jeg skal tænke på Dem.« Dermed forlod jeg ham. Han blev til det yderste forbauset over mig, stod og så efter mig med åben Mund og holdt endnu Uret i Hånden.
Lad lykken synke, gå i graven våd; vor kærlighed skal dog, Gud være priset, nå sejersfrelst iland ifra forliset! FALK. O, jeg forstår dig! Men at skilles så! Just nu, den fagre verden står os åben, her, midt i våren, under himmel blå, den samme dag vor unge pagt fik dåben! SVANHILD. Just derfor må vi. Efter denne stund vort jubeltog går nedad bakke kun!
Herunder holdt jeg følgende tyste Passiar: Ja, ser De, man er bleven lidt fattig, en øjeblikkelig Forlegenhed . . . . Udslidte, siger De? De må ikke forsnakke Dem. Jeg vil se på den, som slider mindre Knapper, end jeg. Går altid med Frakken åben, skal jeg sige Dem; det er bleven en Vane hos mig, en Egenhed . . . . Nej, nej, når De ikke vil , så!
Siden skal I få min vilje at vide. Gå ud! BJØRN. Vel, fru Inger! FRU INGER. Og porten åben for enhver, som måtte banke på. BJØRN. Men ? FRU INGER. Porten åben! BJØRN. Porten åben. Eline; mit barn, jeg har noget at sige dig i enrum. ELINE. Jeg hører eder. FRU INGER. Eline, du tror ilde om din moder. ELINE. Jeg tror, hvad eders færd så kvidefuldt tvinger mig til at tro.
Jeg går atter op i Byen, den samme Vej, jeg var kommet, passerer igen Snedkerne, som nu sad med sine Blikspand mellem Knæerne og spiste sin gode, varme Dampkøkkenmiddag, kommer forbi Bagerbutiken, hvor Brødet endnu ligger på sin Plads, og når endelig Bernt Ankers Gade, halvdød af Udmattelse. Døren var åben, og jeg begiver mig opad de mange tunge Trapper til Kvisten.
Det hjalp. At jeg dog ikke havde tænkt på det før! Porten var åben, Staldkarlen hilste som sædvanligt Godmorgen. »Fint Vejr!« sagde han. »Ja« svared jeg. Det var alt, jeg fandt at sige. Kunde jeg bede ham om at låne mig en Krone? Han gjorde det vist så gærne, hvis han kunde. Jeg havde desuden engang skrevet et Brev for ham. Han stod og smagte på noget, han vilde sige. »Fint Vejr, ja. Hm.
Min første Følelse var en stupid Forbauselse over at finde mig selv ude under åben Himmel, men snart afløstes denne af et bittert Mismod; jeg var lige ved at græde af Sorg over endnu at være ilive. Det havde regnet, mens jeg sov, mine Kiæder var ganske gennemvåde, og jeg følte en rå Kulde i mine Lemmer.
OLLOVICO. Ja; men rådets afslag på hvert billigt krav lod ingen anden vej til redning åben; og sejrens løn, hvis vore venner sejrer, opvejer vel den farefulde dyst, der snart os venter nu. AMBIORIX. Så er det, broder! OLLOVICO. Løsrivelse fra Romas herrevælde, vor tabte frihed er vel værd en kamp. AMBIORIX. Ad kortest vej vi haste må til hjemmet; i hele Gallien må vi oprør tænde.
FRU INGER. Nej, vi skal ikke tåle det. Men at bruge våben, at træde frem i åben dyst, hvor vilde det bære hen, så længe vi ikke alle er enige? Og stod det nogen tid værre til med enigheden hertillands, end netop nu? Nej, skal vi kunne udrette noget, så må det ske i løndom og stilhed. Vi må, som jeg siger dig, få stunder til at område os.
Dagens Ord
Andre Ser