Kaptajnen havde da maattet give Mandskabet den forfærdelige Ordre, at Kvæget paa Mellemdækket øjeblikkeligt skulde dræbes, Øksen i Panden paa de skræmte Dyr eller raske Snit gennem Struben og saa overbord med Kroppene, men da denne Fremgangsmaade ikke fortnede nok, var man bleven nødt til at smide Køer og Stude og Tyre levende i Havet; deres dødsensbange Brølen var det, som bølgede langtrukkent gennem Septembernatten.

Og saa kommer Monumenterne: den gigantiske Triumfbue, der rager op over hele Paris, som den vilde sætte Indsegl paa Byen og sige: dette er større end selv det antike Rom, større end Noget, hvortil Menneskeslægten endnu er naaet Triumfbuen med Rudes Trophæ, den mest bevingede Tanke, moderne Skulpturkunst har født, et Værk, hvori Enthousiasmen skriger, saa selve Stenen synes at faa Fart og flyve.

-Jeg mener, min kære Winsløw, at De ogsaa der dømmer hastigt ... "Vort Aristokrati" jeg skal sige Dem, vort specielle Samfund var sunket hen ... De trak sig ud af det hele og netop de dygtigste, fordi Frederik VII saarede mer end deres Standsfølelse nemlig deres Takt ... saa blev de hjemme ... -Og blev ikke klogere, Frøken Maag. -Det er sandt. Deres Horisont blev snæver.

I England har Demokratiet gjennem Aarhundreder bøjet sig saa dybt under Autoriteten, at der uden Stød udefra sikkert vilde gaa nye Aarhundreder, før det atter kunde løsgjøre sig saaledes fra den, at en Eruption blev mulig. Begge Steder mangler Befolkningen desuden det Initiativ, som Tilspidsningen af en Katastrofe fordrer. Det franske Folk derimod er iltert og hurtigt til Alt.

Og snart krympede hun sig sammen, svøbt i Tæppet, og klynkede saa sagte; og snart syntes hun, hun skulde kvæles under Smerten, og hun vred de oprakte Hænder, og Fingrene ilede fortvivlet gennem det svedige Haar. -Hvilken Elendighed Himmel dog hvilken Elendighed. Hun blev siddende opreist. -Ja saa maa Dagene ... blive som Sandet.

Først vil det ferske Vand ligge stille uden Bevægelse; saa vil det siden kruses, naar mørke Skygger farer hen over det; saa rejser det sig i høje Bølger, og et Uhyre, der ligner en Hund af Ydre, vil dukke op i Midten. Det vil kaste sig over mig og æde mig, trykke mig, knuse mig Led for Led. Saadan vil det ogsaa gøre ved dig.

Jeg skal være Mor. Siger det roligt og stille. Jeg løfter dit Ansigt op imod mig. Min Hustru ... Lis, du græder ... Jeg er saa lykkelig. Saa nænsomt stryger min Haand over dit Haar. Vi staar i Døren til min Hytte og ser ud. Der pibler Lys frem mellem Stammerne. Det er nede fra Mosepers Hus. De skal i Seng nu. Det kommer inde fra Sovekammeret i Gavlen. Vi ser begge mod det samme Lys.

Hun sad igen og saa ud over Mosen. Hvem er hun? En Kvinde her fra Egnen, som druknede sit Barn derude i et Hul. Til Straf gav Vorherre hende en usigelig Længsel. Hver Nat maa hun op af sin Grav for at søge efter det. Ogsaa hun rejste sig. De stod lige ved Siden af hinanden. Ingen tør gaa derud. Kun een har engang vovet det, og ham saa de aldrig mere.

Stemmen var blød; alt blev sagt i lutter Mellemtoner, der gjorde det hele dybt og kun lod ane Flammen: "Det er om Minderne, jeg vil tale, alt, hvad der igaar var Nutid, Og som nu idag er blevet Fortid for os. Minderne om Hjemmet vi forlader, Hjemmet, som saá vore første Drømme fødes og vore Længsler vaagne til Liv.

De stod lidt ved Døren som om Ellen pludselig tøvede for Mørket. Saa begyndte de at gaa, langsomt, Arm i Arm under den stjernerige Himmel. De hørte Orkestrets Musik, der steg afbrudt op fra Salen, og den dybe Mumlen fra det nære Hav. Faldt en Stjerne, stansede de begge. Husk at ønske, Carl. Han svarede ikke, men hun betragtede hans Ansigt, der var opadvendt mod Mælkeveiens Skær.