Han syntes hende et lumsk og urent Dyr, og hun flyede gysende hans Nærhed. En Dag, da hun og Nils tilfældigvis mødtes i Entréen, og han frygtsomt og bønfaldende havde lagt sin Haand paa hendes Skulder, flygtede hun ud i Gaarden og kastede op af Væmmelse ved hans Berøring. Fru Line havde atter og atter tryglet og bedt hende om at beherske sig.

Hun var altid stiv som en Pind imod ham og talte altid til ham, som om hun var fornærmet. Arveprins Ernst Georg drillede hende med at overkysse hende. Hun var blodrød og grædefærdig. Bagefter sad hun i en Krog og beundrede. -Luk Munden, raabte Ernst Georg. Maria Carolina havde den Vane at sidde hen med aaben Mund, naar hun beundrede.

Isidor, der ligeledes havde rejst sig, vilde lægge en Arm om hende; men hun trak sig sky bort: Tag og tegn mig, Fætter! sagde hun at vi kan faa en Ende paa det Tuderi! Jamen, jeg skal jo tage Dig alvorligt , siger Du ... Nej, nej, nej ...! Tegn bare! Han rakte Armen frem mod hende: Kys mig først ... Men Isidor dog ...! sagde hun dybt bebrejdende og rødmede helt op under Haaret.

Frøkenen sad ene i Hjørnet af den store Empiresofa inde i den forreste Stue og missede med sine smaa forskræmte Kaninøjne rundt i Værelset. Hun sad og rystede indvendig, Pusset, ved Tanken om Stasia. Ikke for aldrig det turde hun være ene i Stue sammen med hende! Hun frygtede hende, som et Barn frygter «Bussemanden».

Det gaar jo rigtig snildt for dig i Aften, lille Stasia! sagde Baronessen og nikkede ind i Spejlet, hvor den døvstummes pluskæbede Gammelkoneansigt stirrede hende i Møde med det vandkæmmede, hørgule Haar klappet tæt ind til Pande og Kinder Du skal nok ha' den røde Brystsløjfe, jeg har lovet dig!

Hendes Stemme var dæmpet og blød, og Ordene, som hun fandt, var fine og vemodige ... Hun fortalte ham om sig selv, om sin Kunst, der var hende en stadig Søgen, om Sorger, hun larmede bort, om hvordan hun stedse søgte Mennesker og kun fandt Mandfolk for Kvinderne dem var hun jo forlængst færdig med, saadan som hun var. Og Flyge sad og lyttede.

"Det hverken stormer eller blæser. Hvad flæber han da for?" Men hun standsede og blev forskrækket, for Knøsen saa op paa hende, og saadan havde hun aldrig set ham før. Det var ikke hans sædvanlige bundløse Øjne, det var, som om man kunde skimte noget, der var ved at dukke frem derinde. Og hun stirrede forbavset paa Knøsen. Det var næsten, som om han vilde sige noget, noget fornuftigt.

Har De glemt den?" Jeg indsaá, at vi havde en lille Duel sammen, og at hun prøvede paa at lede Samtalen i en anden Retning; men det vilde jeg ikke finde mig i. Jeg saá hende ind i Ansigtet, men hun vendte sig bort og stirrede paa en mørk Sky, som rejste sig paa Sletten bag ved os.

»Christopher, men er det virkelig« udbrød jeg, men blev afbrudt i det Samme: »Tag Dig i Agt, Nicolai, at Du ikke vælter Vinflasken derjo det var Gamle, min rigtige gamle Gamle, som der talte nu kjendte jeg ham igjen. Jeg skyndte mig tilbage til den Lysblaaøiede og fortalte hende, at det var min ældste Broder, der havde skrevet Sangen.

Lakajen fulgte Hendes Højhed i en Afstand af ti Skridt, ligerygget og med samme Ansigt, som naar han serverede ved Taflet. Hendes Højhed gik og gik. Hun maatte gaa. Det var hende, som om hun med hvert Skridt søndertraadte noget med sine Hæle, mens hun gik og gik. En Gang imellem førte hun Haanden ind mod sit Bryst, som om hun havde ondt ved at drage Aande.