United States or Paraguay ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han syntes hende et lumsk og urent Dyr, og hun flyede gysende hans Nærhed. En Dag, da hun og Nils tilfældigvis mødtes i Entréen, og han frygtsomt og bønfaldende havde lagt sin Haand paa hendes Skulder, flygtede hun ud i Gaarden og kastede op af Væmmelse ved hans Berøring. Fru Line havde atter og atter tryglet og bedt hende om at beherske sig.
Hun hørte Etatsraadindens Stemme, der sagde: -Hvorfor dog? hvorfor dog Det er ikke saa slemt, og hun løftede Hovedet forvirret; hun havde næsten glemt, hvor hun var. Tilgiv tilgiv, mumlede hun. Hun fik et nyt Anfald af slimet Væmmelse ved at føle Etatsraadindens bløde Hænder paa sig, og hun drog sig bort fra hendes Kærtegn. Etatsraadinden sagde: Stakkel, stakkels Barn De har lidt meget.
Hun begyndte at drikke igen, især om Aftenen for at forjage Søvnløsheden, der martrede hende, men hun følte ofte Væmmelse for Vinen. Lægen gav hende Kloral for at sove, og hun laa kun Natten igennem og talte høit med fremmede Stemmer, som raabte i hendes Øre. Til Tider frygtede hun for sin Fornuft.
Men kom han ned i Kælderen: der spiste Kelnerne i Rummet overfor Vaskekælderen Luften var tung af Osen af det kogte Tøj, og svedige kastede Kollegerne Kjolerne og sad med opknappede Veste over Maden lagde han Skeen fra sig med mæt Væmmelse. Sløve sad Kelnerne overfor hinanden langs Bordet og rørte knap den tunge Grød og det flossede Kød fra Bouillonen.
Hendes Naades Tanker var andetsteds eller de var helt gaaet derhen, hvor de havde været hele Tiden, mens hendes Ansigt var næsten som fortrukket af Smerte eller af en Væmmelse, hvorunder hendes tynde Læber syntes at faa deres Fylde igen: -Men det er mig, sagde hun: -Det er mig, der skal pines og betale, og hun slog Haanden to Gange mod Chatollet.
Og hun holdt af at tale med Afsky om Drik, og en Dag, da hun paa en Køretur med Carl havde sét en døddrukken Mand ligge paa Veikanten, blev hun syg af Væmmelse. Om Middagen, da Carl og hun var alene hjemme, lod hun Vinflaskerne tage bort: -Jeg kan ikke taale at sé dem, sagde hun. Jeg taaler ikke Vinlugt idag. Og de drak begge Vand. Saa drak hun ikke i to Dage.
Det er Takken, jeg har ..... Baronessen var sunken ned paa Chaiselonguen og sad nu med lukkede Øjne bleg og stille og lod hans vanvittige og uoverlagte Ordstrøm rulle hen over sit Hovede. Havde han tidligere indgydt hende Ligegyldighed og Foragt ved sin Raahed og sit bondeagtige Væsen, saa forvandledes disse Følelser nu til Væmmelse og Had.
Skønt Ove Gabriel for længe siden var gaaet paa Forelæsning, kunde Mikkel lugte ham, han trak med Væmmelse paa Næsen. Kunde der ske noget i Dag, var det værdt at staa op og byde sig fal for Skæbnen derude i Byen mellem Folk? Mikkel tænkte efter. Egentlig var der ikke hændet noget afgørende igaar, og dog følte han sine Oplevelser saa stærkt. Der var blevet rykket i ham, hvad det saa betød.
Det begyndte med, at han til Forbavselse for alle sparkede ud efter noget, bedst som han sad og spillede, og han fik det med at stirre hen i Hjørner og fortrække Ansigtet af Væmmelse. Da man spurgte ham ud, klagede han over Talrigheden af Rotter allevegne. De andre kunde ingen Rotter se. Jakob drak for at komme sig, men det varede ikke længe, før han begyndte at se Kaniner.
Hun reiste sig ikke og gik, løb ikke fra denne Gammelmandsforelskelse, hvis mindste Berøring var hende en Væmmelse. Der kunde være Dage, hvor hun syntes, hun maatte fly, hvor hun ækledes rent for sig selv og kaldte sig med Pøbelens Navne, fordi hun sad endnu her i de Urners Palæ ... men hun blev. Hun havde valgt den ældste af sine mange Beilere, saa havde hun troet sig tryg.
Dagens Ord