United States or Japan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ellen aabnede Øinene, og mens hun trykkede Hænderne mod sine brændende Tindinger, sagde hun igen: -Kom Felix lad os gaa. Schønaich reiste sig ikke. Sé, sagde han. Pludselig gled et rødligt Skær af mange Fakler hen over den hvide Bygnings Mure. Nu kommer Toget. Ellen gik frem. Hun stirrede paa det store Tog, som langsomt gik langs Terrassernes Hæk. Soldater i hvide Lagener rundt om en Baare.
Og saa var det, du reiste? spurgte Minna pludselig, idet hun dreiede Hovedet, hurtig som en Fugl, og saae paa mig med et gjennemtrængende Blik. Denne Vending overraskede mig fuldstændig. Ja saa, saa reiste jeg, stammede jeg og blev rød i Hovedet.
Men saa undertiden kunde Larmen og Samtalen forstumme, og gennem den stille Nat hørte man kun Baalets Knitren fra Gaarden. Ellen reiste sig og nærmede sig Vinduet. Soldaterne hvilede om Ilden. De støttede, strakte paa Jorden, Hovedet i deres Hænder og stirrede ind. Baalets Skær farvede deres Ansigter.
»Idag har De ogsaa været flittig«, sagde Emmy, »De har jo næsten uafbrudt været sysselsat dermed.« »Derfor mener jeg ogsaa, at jeg nu har Lov til at hvile. Og som Belønning for mit Arbeide udbeder jeg mig, at jeg maa spadsere en Tour med Dem langs Fjorden: Vejret er saa mildt og stille.« »Ja det vil jeg gjerne«, svarede Emmy, idet hun reiste sig: »De gaaer vel med, Nicolai?«
Da sad hun en Aften efter Jul alene med Carl i Drivhuset. Hun havde længe været taus, og ogsaa Carl havde hørt op at tale. Hun lagde begge Armene op paa Marmorbordet, hvorved de sad, og sagde: -Carl vilde De blive bedrøvet om vi skulde skilles. -Skilles? Hvorfor spørger De om det? -Hvis jeg nu reiste bort. Carl spurgte ikke, han saa forundret paa hende uden at forstaa.
Mademoiselle mimrede et Par Lyd og løftede Haanden for at løse det: -Nei, han har givet mig det det er mit. Ellen ventede. -Tag det af. Mademoiselle reiste sig og retirerede, men Ellen tog hende med et om Haandleddet: Kom, sagde hun. Tag Smykket af. Hendes Øine blev større. Mademoiselle, sagde hun, De skal tage det Smykke af. Mademoiselle rystede over hele Kroppen. Famlende løste hun Smykket.
Jeg var alligevel noget betænkelig, jeg holdt derfor Hestene an og vendte mig om til Andrea Margrethe for at høre hendes Mening. Denne, som i den sidste halve Time havde siddet og talt sagte sammen med Corpus Juris, reiste sig nu op og saae sig omkring. »Ja hvad er det?« udbrød hun, »vi er jo aldeles paa feil Vei; de to Bøgetræer der kjender jeg ikke.
Der blev en Taushed, og Ellen sagde: Hvor De maa være forbauset over, at jeg kom. Etatsraadinden tog igen hendes Hænder, smilede og sagde: Jeg vidste jo, De vilde komme. -Vidste De? -Ja og atter den bløde Haand jeg kunde jo se det. Ellen brød ud i en ny Hulken og kastede sig i Stolen. Er Smerterne saa haarde? Etatsraadinden reiste sig: Stakkel Stakkel men nu er det jo forbi ...
-Véd De, hvor jeg led, da De reiste? At alt mit Liv kun var Længsel og Fortvivlelse Ellen, Ellen, og saaledes elsker jeg Dem endnu Han lagde sig ned foran hende, og han talte hæst. -Saa vanvittigt elsker jeg Dem, saa vanvittigt at der var intet, jeg ikke kunde gøre, intet ingen Forbrydelse jeg ikke vilde begaa intet om De kun kunde elske mig -Og Deres Hustru?
Ja hvad vilde det ikke blive for en Overraskelse, naar Præsten ved Aftensbordet pludselig reiste sig op og udbragte: »De Nyforlovedes Skaal!« I disse behagelige Tanker blev jeg afbrudt ved, at man kaldte mig over for at spise til Middag. De Andre havde allerede sat sig tilbords, da jeg kom. »Nu De meget opfindsomme Nicolai, hvad har De nu havt for?« spurgte Præsten.
Dagens Ord