United States or Albania ? Vote for the TOP Country of the Week !


Ida gled gennem Rørholms Gang; hastig, saa underlig smalskuldret gled hun ind i Kabinettet. -Nej, han var der ikke ikke endnu. Buffetdamen, der endnu var udstyret med Pandenet, havde set hende komme i Gangen: -Hm, nu kan De komme til at servere hjem igen, Ellingsen, sagde hun. Hr. Ellingsen svarede hende ikke.

Ja, vi er her allesammen ... det var Anna, der talte Hvordan har Onkel det? Sæl Tak! Skidt! sagde den Gamle Kom helt herhen! De unge Piger gled hen til Sengen. Joachim strakte en Haand frem og fik fat i en af dem: Hvem er det ? Sofie ... Jeg synes, Du tuder, Tøs? Ser jeg ud, som jeg skal ? Ja ... sagde Sofie og brast i høj Hulken.

Men som om Naturen vilde bøde paa denne Mangel, gled der netop nu et Solglimt over Slotsgavlen.

Og den buldrende Lyd af Læssene, der langsomt rullede hjemad. Men al denne Larm af Liv og Virksomhed gled ham upaaagtet forbi. Han sad foroverbøjet paa Bænken, støttede Armene mod Haandtaget af sin Stok og stirrede stift frem for sig.

Og naar det blev Sengetid, og hun frygtede den forfærdelige Nat, opsøgte hun som en Tyv en Flaske Vin fra Buffeten, slugte den og gik tilsengs. Hun følte Vinen bemægtige sig hele hendes Legeme og hun fornam med et sløvt Smil, at hendes Sanser tungt gled ud, og hun kæmpede halsstarrig for at holde en dum Tanke fast i Svimmelheden, indtil hendes Lemmer blev som Bly, og hun sov ind.

Og saa syntes han, han skulde kende dem igen. Var det nu ogsaa Stjerner? Nej, det var vist alligevel ikke Stjerner. Men hvad var det da? Et Øjeblik syntes han, han var ved at hitte ud af, hvad det var. Saa gled det atter bort fra ham, langt bort over de store, hvide Snemarker. Saa kom han i Tanker om de 120 Potter Brændevin, de 60 Potter Rom og de 40 Potter Cognac. Der var det. Nu havde han det.

Da Aftenen kom, holdt han igen paa Bakken ved Veile. Solen var gaaet ned og de blaalige Skygger fra Skoven gled langsomt hen over Markerne. Aaen skinnede gennem Engene. Erik følte sig saa uendelig træt. Han stod atter af og førte Hesten ved Tøilen og pludselig vaktes han ved at høre Byens Stenbro under dens Hove.

Han blev saa dejlig fri for Ansvar og det Hele, naar alt gled saadan ud. Den under Halvdøs tilegnede Materialisme virkede som aandelig Kloroform paa hans Sjæleliv. Han drog planløst og efter sin egen Mening interesseløs og halvsovende rundt i den moderne Videnskab. Men uden at han vidste det, standsede han snart her, snart dér, hvor han fandt noget, der gennem hans Døs talte ham til Undskyldning.

Hun næsten stønnede, og hendes Bryst faldt ind imod hans. "Jeg tror, jeg besvimer, William," sagde hun. Ordene gled ud i et Smil. "Det er Melodien," gentog han. Saa standsede hun med et Ryk. "Lad os gaa ud paa Gangen," sagde hun, "her er for varmt." Der var køligt paa Gangen. "Det gør godt," sagde hun og holdt Hovedet tilbage. "Der var for varmt inde."

Fra saadanne jødiske Historier gled Samtalen over til Jødernes Rolle i den frisindede Literatur og dreiede sig navnlig om Heine. Saasnart Kaffebordet var afdækket, lod Hertz sin Heinemappe tage frem. Den indeholdt mange Breve baade fra og til Digteren, nogle Korrekturark samt enkelte Smaamanuskripter.