United States or Netherlands ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det blev i Slutningen af Juni. -Den dejlige Kone er saa blegnæbet, sagde Agnes Linde, naar hun kom ned til Stationen. -Ja jeg kan vist ikke taale Heden, sagde Katinka. Det var, som hun havde Uro i Blodet, og stadig tog hun fat paa alting og opgav det og kom og gik. Helst sad hun med Agnes ved Aaen. Hun saa' ud over Engene og hørte altid det samme.
Der kan du se, Frøken Jansen, sagde Karen hoverende saa kan vi da ogsaa! Stien skraanede nu ned mod Engene. Og lidt efter stod de unge Piger nede paa Grønsværet i den bagende Sol. Baade Frøken Mascani og Kaninen standsede og kiggede betænkeligt ud over den store, nøgne, solhede Flade, der yderst langs Strandkanten var begrænset af en Række temmelig høje Klitter.
Og det hændte, at Hendes Højhed pludselig overrasket blev vaer, at Markerne grønnedes, og Engene langs Floden, og at Buskene ved Vejen stod med store Knopper. -Men at det er Foraar? sagde hun. -Vi har idag kun fjorten Dage til Hans Højhed Hertugens høje Fødselsdag, sagde Frøken von Hartenstein. -Ja, det er jo sandt, sagde Hendes Højhed. Hun blev ved at se ud over de grønne Marker.
Den Aften lavede Bønderne i Graabølle til Fest, det var Helgaften. Da Mørket, Sommerens nænsomme Skumring, begyndte at falde paa, slog Himlen ud i gult, og Græsset duggede. Det tunge grønne Korn hang som i Kager ud over de sunde Agre, der kom en gejl Lugt fra Grøden i alle de tusinde unge Aks. Nede i Engene ved Aaen brølede Køerne efter Malkepige.
Endelig nærmede vi os det Sted, hvor den smalle Bjergsti mellem de yderste Graner sænkede sig ned paa Engene ved Floden, kun faa Minutters Gang fra Rathen; her kunde jeg da i alt Fald faa hendes Ansigts-Udtryk at se. Som en Hjort, der bliver bragt til Standsning, vendte hun sig nu om imod mig: Nu siger jeg Dem Farvel. Vi er snart hjemme, og De skal ikke følge mig længer. Men hvorfor ikke?
Da Pigebørnene var klædt paa og var naaet halvvejs over Engene op mod Skoven, rejste en Mand sig bag en af Klitterne, sneg sig forsigtig ned paa Stranden og gik ad Næsgaardene til. Det var Pastor Mascani. Der var stort Selskab paa Næsset. Vi maa ha' fodret Egnen af, Vilde! havde Baronen sagt Og det er bedst at gøre det, mens Scheele er her, saa kan han se Dyrene!
-Det stod i den tyske Læsebog, og det er sandt, skønt Fritz siger, jeg lyver. -Men kom nu, sagde hun: Nu gaar vi. De gik ned gennem Haven. Aftenen var lun og lys, og Dammen laa spejlblank. De første Roser duftede i Hækken. -Hør, hvor her er stille, sagde Moderen. -Ja, saa stille. Fra Engene steg Dampen op. Langt borte skimtede de Skoven. -Tine, sagde Moderen, her vilde jeg gerne dø.
Hele Aftenen har jeg gaaet rundt for at skyde en Buk. Lidt før Solnedgang gik jeg ud. Ved alle Engene har jeg været, og hver eneste Lysning har jeg gennemsøgt; men ingen Steder fandt jeg det, jeg søgte. De fleste er flyet fra Skoven ud paa Markerne. Nu er det blevet for mørkt til længere at skyde. Kærv, Sigtekorn og Bøsseløb flyder ud i eet. Jeg driver om paa Maa og Faa.
Han havde fanget hende, og Arm i Arm gik de langsomt hen over Engene mod Broen over den lille Aa. Der standsede de, og Ellen gav sig til at raabe paa Ekkoet, som svarede langt borte; og de lod deres Kælenavne lyde gennem Dalen. Eller de gik i Skoven, bort fra den banede Vei ind langs uveisomme Stier, hvor Brombær spærrede for deres Fødder og Buskenes Grene slog imod deres Kinder.
Og naar hun selv kom tilsengs og laa i Mørket ved Siden af Bai, der sov dybt, kunde hun ikke falde i Søvn og følte et Ubehag, saa hun stod op igen og gik ind i Stuen. Der sad hun saa ved Vinduet. Nattoget suste forbi, og den store Stilhed laa igen over Marken. Ikke en Lyd, ikke et Vindpust i Sommernatten. Det første graa Skær af Dagen kom; og en kold og fugtig Luft slog op fra Engene.