Men Katinka sov ikke. Hun var bange for Huus, der var paa Vejen i det Vejr. Det var saa mørkt og han var dog ny paa Egnen. Hvor det var mærkeligt at tænke sig, at det kun var tre Maaneder, siden Huus var kommet her....

Latinerne passede deres Snit og brød ind som Lyn for at nappe dem i Benene. -Uh da Der blev en Hvinen. Katinka skreg med af Kaadhed. Vafler, min Dame, Vafler af Tyrolerferdinands brunøjede Datter. De kom hen til Ovnen: Tre Vafler, min Herre, hollandske, femten Øre. -Strø Sukker, du brunøjede. Den brunøjede strøede Sukker med de bare Fingre: Ja min Dame, sagde Manden hun har kendt bedre Dage.

Hun nikkede barnligt til sig selv i Spejlet og sagde "Skaal". Frøken Jensen var i en ny Chignon, hun havde foræret sig selv til Jul. Hun bar nu Haar af tre Nuancer. Frøken Jensen blev lidt efter lidt glad ved sig selv. Efter Bordet, medens Træet blev tændt, forsøgte Lille-Bentzen at springe Buk over Marie-Pige ude i Køkkenet. Katinka gik stille om og gav sig god Tid med at tænde.

"Løjtnanten" lagde han kun an uden Døre. Et Barn havde han oppe i Byen. -For Satan, sagde han til Kiær, der var Ungkarl ... man er jo dog gammel Kavallerist ... Og Pigen var saa kælen som en Spurveunge.... Pigen kom til Aalborg efter Skaden. Barnet blev oppe i Landsbyen, hvor det var i Pleje. Saadan gik Tiden. Læse som før, da hun var ung Pige, gjorde Katinka ikke mer.

Svære Kunststykker, hvor der skulde baade skrabes og skrælles. -Træt satte Katinka sig ned paa Kødblokken og hostede. -Fruen aser sig en Svindsot til, for at de bare ka' stoppe i Munden-det blir Enden, sagde Marie. -Vil du ha'e Genever, siger Katinka. -Hvis du har Naar han nikkede, saa' man, at Bai havde faaet Dobbelthage. Han lagde sig i det hele ud.

Hun blev ved at græde, lydløst og lykkeligt. Graaden stilnede og hun laa hen i den samme Stilling, mat, i en ubeskrivelig Fred. Det blev Efteraarets sidste Solskinsdage. De lyse Formiddage laa Katinka derinde med den fulde Sol over sin Seng. Hun digtede saa mange lykkelige Drømme, mens hendes Hænder sagte gled frem og tilbage over det solvarme Tæppe. -Fruen ser saa godt ud, sagde Marie.

Katinka gled ind i Livet med Togene, der kom og gik, og Egnens Folk, som rejste og kom hjem igen; og de bragte nyt og spurgte nyt. De fik Omgang med de Folk, Egnen havde. Mest Bai's L'hombre, hvor Fruerne fulgte med hveranden Gang. Saa var der Hunden og Duerne og Haven. Og forresten var Fru Bai ikke af de bevægelige. Hun fik aldrig saa meget gjort, at Tiden faldt hende lang.

-Ja, sagde Bai, Kød er det.... "Slangedamen Frøken Theodora" smilede forsonet, mens hun lagde sine "Nussedyr" i Kasse. -Ja, sagde Ejeren, hun har gjort det med Løver, min Herre. -I otte Aar, min Herre, sagde Frøken Theodora. Huus og Katinka var henne over Torvet. Det begyndte at mørkne saa smaat, og alle Udraaberne hylede med Fortvivlelsens Iver omkap paa Stilladserne.

Katinka saa' dem løbe forbi Vinduerne. De saa' saa vældige ud i deres Olietøj. Marie Pige sværmede for Huus og gik altid og talte om ham ved sit Arbejde. Hun blev aldrig færdig med hans Fortrin. Og det sidste var altid: -Og saadan en Røst han har.... Det var en blød, trohjertet Stemme, og ingen vidste, hvorfor Marie just havde forliebet sig i den.

Paa Krocketplænen laa Kugler og Køller forladte. Rosenbuskene hang i Heden. -Er det Dem, lille Fru Bai. Det kom halvsagte fra Lysthuset og Fru Linde nikkede: Ja, Linde læser jo Præken. -De er ude i Baghaven allesammen Kiærs kom jo, et helt Læs med deres Fremmede ... Og det er jo ubelejligt, naar Linde læser Præken.... -Er Kiærs her? sagde Katinka.