United States or Romania ? Vote for the TOP Country of the Week !
Signalerne lod bag Laenget, allevegne. Hestene blev fort ud i Gaarden nu. Tine taendte Lys paa Lys. Officerer og Soldater lob i Gaarden blege, forbi Skaeret. Ovenpaa horte man endnu Stemmer gennem de kladrende Dore i Gaarden lod Majorens Kommando, som Blaesten tog. Og Baronen skreg paa en Vogn.
sang Gamlejørgen med Smil om Mund; han stod henne i et Hjørne og øste Punch op i Kopperne af Terrinen, som Niels Tjener i en Fart havde stillet fra sig paa Bordet. Jørgen bekymrede sig i saadanne Stunder ikke om Bagateller. Der er Ild ! skreg en ham ind i Øret. Er der Ild ? mumlede Medaljemanden rolig. Den har jæ vaaren med paa mange Gange! Og han fortsatte sindig sit delikate Hverv.
Paa een Gang opstod der et underligt Røre inde i Salen: Man raabte og skreg og stimlede sammen om Vinduerne, der vendte ud mod Haven. Hva' er der? Hva' er der? lød det. Det ved jeg ikke! La' mig komme til! Aa Sludder! Jamen hva' er der da? Der er no'et, der brænder! Er der no'et der brænder? Ja, se, hvor det lysner op ovre bag Hækken! Det er borte paa den anden Side Fjor'en!
Men allevegne, hvor han er kommet frem, har det skreget imod ham, at der var Mennesker, som var ulykkelige og som sultede. Og paa en Gang er det slaaet ned i ham, at ude paa Markerne der var der Guld ja mere end Guld: der var det Brød, de skreg imod. Og nu vil han tage deraf og give til dem, der sulter ..." "Det er smukt." Journalistens Øjne lyste: "Ja er det ikke?
Nu skulde han erfare, at det ikke var nogen Kylling, han havde at gøre med, denne Røver fra Norden. I skulde have set mig i det Øjeblik! Jeg indsaa snart, at jo dristigere jeg optraadte, des bedre. Altsaa tændte jeg Praasen og gik lige løs paa ham med draget Sværd. "Kom frem, din Slyngel!" skreg jeg, "du er dødsens, og skal gøre dine Kammerater Følgeskab!"
-Ja, sagde Fru Falkenberg og nikkede der var et Udtryk i hendes Øjne, som sad hun og saá undrende efter noget, der var blevet borte : -De har ogsaa deres. Nede ved Dammen lo de og skreg de. Saa begyndte en Dreng at græde. -Det er Edvard, sagde Fru Falkenberg, som vilde hun staa op. -Nu skal jeg, sagde Ida og rejste sig. -Aa, ja, lille Ida ... vil De? sagde Fru Falkenberg og blev siddende.
Et Lyn brød frem som et hvidlysende Vridbor foran deres Øjne, og Forvalteren løb og slog ud med begge Arme som en Mand, der blændes, og løb igen, mens Braget lød, et Brag som af tusinde Ting, der søndres og knuses; mens Ida, der rev sig løs fra sin Moder og sanseløs styrtede sig hen mod sin Fader, med en alt gennemskærende Stemme skreg: -Fa'r, Fa'r; og hun gemte sig ind ved hans Ben.
Der var stille lidt, i det store Rum, til Tæppet igen gik op, og de alle stod i Flok paa Scenen, mens Victoria-Tjenerne fyldte Glassene: -Saa et Huset leve, raabte Berg højt, ud i den lyse Sal. -Ja, et Huset leve, skreg de andre med løftede Glas.
Bag ved ham smaaklukkede og smaanynnede Elven, som var den en flittig Arbejder, der passede sin Dont og ikke agtede, hvad der ellers foregik omkring den. Men foran ham fløjtede og peb Stormen hen over Jorden. Det lød, som om den hylede og græd og lo og skreg. Han kunde ikke se en Fod frem for sig, saa mørkt var det. Og alligevel.
-Louise, skreg Enkefruen. Toget var begyndt at gaa. Bai fangede Louise, min sidste.... Der blev viftet og vinket, til man ikke saa' Toget mer. Lindes gik hjem ad Vejen med dem fra Møllen. Louise-Ældst vilde se noget i Posttasken og løb ind i Kontoret foran Bai. De lo derinde, saa man hørte det ud paa Perronen. Lille-Jensen var sunket hen, lænet til en Pæl.