United States or Switzerland ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men jeg har arbejdet, kæmpet for det, fordi jeg troede men naar jeg nu havde taget fejl saa ja, saa var det forbi ... Det er sandt jeg har været forelsket i Margrete Blom i lang Tid ... og aa, hvor er hun ogsaa smuk ... saa Frisk ... Vi har set hinanden hver Dag ... Ved De, at somme Tider i disse Aar, hvor jeg har kæmpet med min Svaghed som med vilde Dyr hvor jeg har lidt og været søvnløs jeg har vaaget om Nætterne og skreget efter En, der troede blot En, der vilde tro ... Man kan føle en ligefrem Tørst, der svider og saa er der ingen heller ikke hun nej nej nej De skal ikke trøste mig ..."
Der var noget i Tonen som et Skrig, der ikke blev skreget. -Pus, Pus, Pus. Hans Stemmes Ømhed var ægte, og der lød noget i den, som man næsten kunde tro var Smerte: -Pus, Pus. Der gik et Smil hen over Idas Ansigt. Nu er jeg artig, sagde hun og tørrede sine Øjne: Nu er det forbi. Og pludselig løb hun hen til sin Kaabe og tog Portemonnæen frem og stak den ned i hans Lomme.
Han kunde have skreget om Hjælp saa ensom, saa forladt syntes han sig i denne aflaasede Lejlighed. Og ringe kunde han ikke, Hvorledes skulde han vel forklare, at han var blevet laaset inde? Hvorfor var Faderen gaaet? Nej, han maatte vente. Saa kom Høg hjem langt ud paa Natten. William var meget sky, talte sjældent og undgik at stifte Bekendtskaber. Han blev mager og havde ingen Appetit.
Saa kom Schrøder med en vældig Bakke. De maatte sandelig ha'e noget, sagde hun, ovenpaa den Forskrækkelse. Men de blev ved at gaa ude i Gangene en Tid. Saa blev der lét og skreget nede paa Vejen. Det var Konferensraaden, der havde taget et Kys hos Frøken Adlerberg. Lidt efter skiltes de. Brandt bar stadig Ida. Han listede paa de lange Ben for ikke at vække Barnet.
Der var lige en Ugle, som havde skreget, og nu saa han ganske tydelig en Mand bag et af Træerne histovre. Han sigtede paa ham med en Bøsse, og han hørte Knækket af en Hane, der blev spændt ... Plump ! Der faldt han ned i Grøften, der lød et Smæld og Proppen gik af Flasken. Den lunkne Sodavand flød ham ned ad Laarene. Hurtigt kom han op.
Det er jo godt nok med Redningsvæsenet her paa Kysten, vi udretter den meste Tid det bedste, vi formaar, men vi Skagboer kender jo aldrig andet Sprog end som vort eget, og vi kunde jo aldrig forstaa et Muk af, hvad de skreg fra Mispah; vi har int lært det, det er jo nok en Fejl men hva'! .... Siden saa forklarede det sig af sig selv, hvad det var, Folkene havde skreget, for da vi laa paa Siden af Mispah og tog Folkene ind i Baaden, stødte vi paa Skibsjollen; dèr laa den kæntret.
Da de nu saaledes blev begegnet, haver de daglig mer og mer taget til udi sælsomme Gebærder, gøet og galet, skreget og tudet og gjort mange underlige Optøger, ideligen raabt paa den Kvinde af Skinderup, at hun var en Troldkone. Magister Oluf derpaa manede og besværede Djævelen og spurgte hannem om hans Navn, og hvo der havde vist hannem der ind.
De sidste Sætninger havde Præsten skreget ud med hæs og forbitret Røst, idet han samtidig slog vildt om sig med Armene og søgte at værge sig mod de Hænder, der straktes ud efter ham for at gribe ham og føre ham bort. Den ganske Forsamling var i et bølgende Oprør. Der lød Raab og Skrig og Hulken.
Da vi kom ud i Vestibulen, medens Lady Ver og Fru Fairfax tog deres Kaaber paa, kom Lord Robert tæt hen til mig og hviskede: "Jeg kan ikke forstaa Dem. Der er en eller anden Grund, hvorfor De behandler mig saaledes, og jeg vil have den at vide. Hvorfor er De saa grusom, lille ondskabsfulde Tigerkat?" og han kneb mig i en af mine Fingre, saa jeg kunde have skreget. Det gjorde mig vred.
Jeg vidste ikke selv, hvad jeg frygtede men jeg kunde have skreget højt af Fortvivlelse og Angst.... Naa saa kom denne forfærdelige Dag. Som sagt vi laa i Flytningen Mo'er og Elisabeth havde allerede været ude paa Landstedet tre-fire Dage. Om Morgenen just den Dag var jeg taget derud, og hele Formiddagen var jeg oppe paa mit Værelse og stillede mine Bøger op og ordnede mig for Sommeren....