United States or New Caledonia ? Vote for the TOP Country of the Week !
En Haand lagdes tungt paa hans Skulder og en velkendt ironisk-venlig Stemme lød i hans Øre: "Naa, min unge Ven! Hvordan har De det? Det glæder mig at se Dem igen." Dick foer sammen. Det var Harris. "Hvor er Fru Weldon?" raabte han og traadte tæt hen til den falske Vejviser. "Herregud, ja; stakkels Kone," svarede Harris med kunstlet Medfølelse. "Hvad siger De! Er hun død?" stønnede Dick forfærdet.
Jeg kommer tæt forbi Mosen. Engen ligger hvid af Taage, og mellem Birke og Elle gaar Natvinden. Ugleungerne piber. Hunden gaar stille ved min Side. I Dag har jeg været rundt i Moserne og set efter Ænder. Paa Hjemvejen gaar jeg op forbi "Sofies Minde". Det er et Besøg, som jeg har opsat saa længe som muligt; men Gang paa Gang har jeg lovet Lis, at jeg vilde komme.
I Bredgade straalte Russerkirkens Kupler i Solen, og Kongresfanerne vajede stadseligt paa det kirurgiske Akademi. Langs Fortovet skinnede alle Damernes mangefarvede Parasoller som et broget Tag over de Spadserendes Strøm. Ude i Grønningen var Løvet allerede tæt, og paa Langelinje slog Brisen muntert ind fra Sundet. -Hvad du? det er Luft, sagde Lange til Berg og aandede dybt.
Et Tordenbrag kunde rulle umiddelbart over Guldkalvtemplets Tag, det vilde ikke høres. Den umaadelige Sal er proppet af en Menneskestime, der staar saa tæt, at der ikke kan sættes en Fod mere paa Gulvets Mosaikfliser. Og Alle skriger de i Munden paa hinanden. Jai qui est-ce qui a? Je prends! je vends! Heu! combien? Un et quart on fait! Je prends de l'Omnibus! Je vends du cinq!
Men pludselig var der en Stemme, der tæt ved Siden af ham sagde "Sov vel". En Kvindestemme var det, og den lød, som sitrede der en undertrykt Latter gennem den. Han rørte sig ikke. Men da det klingende "Sov vel" blev gentaget, overvandt han sin Magelighed og væltede sig paa Siden hen til Randen af Molens Stensætning. Derfra kunde han se ned paa det lave Bolværk nedenunder.
Saa traadte hun ned ad Stentrappen, der førte til Havet, og de satte sig stille paa Trinet, tæt ved hinanden. Havet lyste foran dem. Inderst inde spredtes Fosforglansen som et Skum af Stjerner i det mørke Vand. Ellen betragtede Carl, og mens hun tog hans Hænder og klappede dem sagte, sagde hun: -Jo, Carl, De maa blive lykkelig.
Jeg saae tilbage i Vognen paa mine to Brødre: der sad Corpus Juris lænet tilbage, tæt indsvøbt i sin store Kavai, Hatten sad lidt paa Snur, der var noget vist Kjækt og Hoverende ved ham, som om han vilde udfordre den hele Verden til Kamp. Bagved ham sad Gamle paa Kufferten med Haanden under Kinden og tænkte.
Saadan kan det gaa os alle, som bruger Havet. Men det var nu int bestemt, at mig gammel Skrog skulde gaa væk udentil. A maa nok sidde stille i vor Stue og vente, til Timen kommer ... Og hvem ved, hvad det er godt for ....« En mørk Septembernat kom Taagen drivende og svøbte sig tæt foran Vinduet, saa Fuldmaanen, der havde gjort Værelset næsten dagklart, ikke længer kunde ses.
Endelig havde Hver faaet Sit, Forpagteren traadte, tæt indhyllet i sin lodne Kappe og med sin Peltshue paa Hovedet, med kraftige Trin op ad Vogntrinene, medens Vognen knagede under den store Vægt; med sikker Haand tog han Tømmerne fra Gaardskarlen, der hidtil havde havt sin Nød med at holde de vælige Heste, som utaalmodigt sparkede Sneen op under sig.
-Saa, nu plettede Du Kjolen, sagde Tanten og halvt undskyldende sagde hun, vendt til Moderen: -Kære, Du véd, den Slags Ting kommer kun ved den bestandige Paaminden. Og inde paa sit Yndlingsemne sluttede hun med at sige: -Man lærer kun Børn at sidde tilbords ved at lade dem holde Albuerne tæt til Kroppen, naar de spiser. Maaltidet var tilende, og Kaffen skulde nydes i Havestuen.