United States or Costa Rica ? Vote for the TOP Country of the Week !


Hun havde en dyb Altstemme, der ligesom bar Ordene længe og gav dem en ejendommelig Vægt, selv om det var ganske ligegyldige Ting, hun sagde. Hun gik med Hovedet bøjet og Armene i Muffen trykket fast ind mod sit Bryst. "Aa, han var ikke musikalsk, men nu her i Sorø hørte han aldrig Musik det var ogsaa derfor, han havde været saa uforskammet at gaa over i Kirken ..."

Saa vendte han et roligt Ansigt lige ind mod Holst og sagde tillidsfuldt, men saa svagt, at Holst maatte anstrænge sig for at høre Ordene: »A gaar heller ett ene.« »Nej, i Aften ikkesvarede Holst, »men dog #ellers#!« Atter vendte Fiskeren sit skarptskaarne Ansigt mod Holst med et fast Udtryk om Munden Øjnene kunde Holst ikke rigtig se. Og han sagde med Vægt: »Guds Børn gaar aldrig ene.

Og tilsidst beskrev han, hvordan han hver Dag arbejdede for at den Opmærksomhed, der var bleven vakt om hans Navn, ikke for stedse skulde hvile paa ham som en uafrystelig Vægt, der vilde kunne trykke ham til Jorden hvordan han nægtede sig al Adspredelse, bare stræbte og sled for det, der nu syntes ham at være en Æressag.

Han vilde helst have det liggende trykt for sig, inden han underkastede det den sidste Gjennemarbejdelse. Men Tiden lod ikke vente paa sig. Aarenes Vægt gjorde sig gjældende, først næppe mærkelig, men efterhaanden stærkere og stærkere; han fandt det nødvendigt at søge sin Afsked, og han fik den fra den 8. Marts 1895.

Fra om Morgenen og det var vist den eneste Aarets Dag, hun stod saa tidlig op havde Moderen lagt Risengryn i Poser og Kaffebønner i Kræmmerhuse og Kandissukker ved Siden af. En Vægt var der paa Bordet og Tine vejede. Ret skulde der være, og ligemeget i hver Pose. Men Moderen hældte paa og aldrig slog det til. -Herre Gud, sagde hun: som om det var Jul mer end én Gang om Aaret.

Benene strammedes og spændtes, som skulde de stemme imod en uhyre Vægt, og to store Hænder greb krampagtigt i Modstanderens Kød som to Rovdyr, der bed sig fast. Og pludselig vaklede begge de to overstærke Mænd. De svajede et Øjeblik frem og tilbage saa laa de paa Jorden, rullende deres Kødmasser sammen til et eneste Bundt af svulmende Lemmer, af Tyrenakker og sitrende Muskler og strittende Ben ...

Endelig havde Hver faaet Sit, Forpagteren traadte, tæt indhyllet i sin lodne Kappe og med sin Peltshue paa Hovedet, med kraftige Trin op ad Vogntrinene, medens Vognen knagede under den store Vægt; med sikker Haand tog han Tømmerne fra Gaardskarlen, der hidtil havde havt sin Nød med at holde de vælige Heste, som utaalmodigt sparkede Sneen op under sig.

Der var i disse Dage kommen et nyt Alimentationsbidrag for Lyset at udrede af Konduktør Andersen. Da Ida kom ned i Spisestuen, sad Frøken Friis der alene. Hun lagde af gamle sorte Kniplinger Rucher til et Silkeunderskørt. Frøken Friis lagde mere og mere Vægt paa en moderne og tidssvarende Underbeklædning.

"Med hvilken Vægt belæsser De Muldyrene i den franske Armé, Sir," spurgte han. Det var alt, hvad denne flegmatiske Englænder havde at svare paa mine glødende Ord. Saaledes lød hans Svar, hvor en Franskmand vilde have kastet sig om Halsen paa mig. "Hvor stor en Vægt paa et Muldyr?" gentog den ene af hans Ledsagere. "Tohundrede og ti Pund!" svarede jeg.

Mikkel Thøgersen nærmede sig forsigtigt og kiggede ind, alle Herrerne stod rundt i Stuen det var let at se, at noget særligt var paa Færde. Mikkel kunde ikke faa sig til at gaa ind, men han listede tilside, saa han kunde se uden at blive bemærket. Og da opdagede han en Skikkelse henne ved Siden af den store Vægt, han kendte den unge sekstenaarige Junker, det var Kongens Søn Christiern.