United States or Venezuela ? Vote for the TOP Country of the Week !
Nikola, tror jeg, overvejede sine uendelige Intriger, og jeg tænkte paa den unge Pige jeg havde forladt. Tilsidst naaede vi imidlertid det Hus, vi skulde til, og da vi bankede paa Døren, blev den straks lukket op. Det var et lille Hus, der laa i en Sidegade. Ejeren var en Englænder, hvis Forretninger ofte nødte ham til at gøre lange Rejser i det Indre.
Men De var syg, og vi optog Dem her i Huset uden at vide det mindste om Deres tidligere Liv, det véd De jo nok. Jeg tror, at De vil være enig med mig om, at en Englænder, som optræder i kinesisk Dragt uden at give nogen Grund for det, og som drager omkring i Kina med en Mand, der er almindelig frygtet, ikke er et Menneske, som man saadan uden videre vil anerkende som sin Svigerindes Forlovede.
Men Soupeuserne har deres egne Kavallerer med. Med dem valser og polkerer og ler og løber de og vender Alting paa den anden Ende. Der er kommet nyt Liv i det Hele. Og først og fremmest i Restavrationen. Den har hidtil staaet øde og forladt med en enkelt trist Englænder hist og her, som spleenlangsomt tyrede sin Otte-francs Soupér til en halv Flaske Medoc.
"Naa nej, men Lord Kestervin var Englænder, og han vimsede omkring og var utaalelig og studerede hele Tiden Togplanerne." "Men jeg vilde have en Kammertjener." "Og de var alle ubehagelige og ligegyldige imod deres stakkels Koner! Og de kedede sig og var kedelige! Een fortalte lange Historier, og én proppede sig med Mad, og én aabnede sin Kones Breve, før hun kom ned!"
"Med hvilken Vægt belæsser De Muldyrene i den franske Armé, Sir," spurgte han. Det var alt, hvad denne flegmatiske Englænder havde at svare paa mine glødende Ord. Saaledes lød hans Svar, hvor en Franskmand vilde have kastet sig om Halsen paa mig. "Hvor stor en Vægt paa et Muldyr?" gentog den ene af hans Ledsagere. "Tohundrede og ti Pund!" svarede jeg.
Jeg kommer til dig, fordi en ung Præst har forsikret mig, at den Mand, som du kalder din Sekretær, ikke er nogen Kineser, men en vis barbarisk Englænder, der bærer det hedenske Navn Bruce. Jeg kan ikke tro, at det er Tilfældet. Hvor længe har min høje Herre kendt den Mand?" "Det er urimeligt, at jeg skal udspørges paa denne Maade," begyndte Nikola vredt.
Hvor han spillede, denne Englænder, spillede paa en Maade, der var Indsatsen værdig. Men jeg, mine Venner, jeg var storartet! Af de fem, jeg skulde vinde, naaede jeg de tre i første Omgang. Bart tyggede paa sit Overskæg og trommede med Fingrene, medens jeg allerede følte mig i Spidsen for mine smaa Hallunker. I anden Omgang vendte jeg Kongen op, men mistede to Stik jeg havde nu fire mod hans to.
"De er i den franske Mission i Ya-Chow-Fu," sagde han. "De blev bragt hertil for fjorten Dage siden af en Englænder, som, efter hvad jeg kunde forstaa, havde fundet Dem højere oppe ved Floden med et haardt Anfald af Gigtfeber." "Og hvor er denne denne Englænder nu?" "Det kan jeg ikke sige. Han forlod os for en Uge siden, jeg tror, for at tage paa en Botaniseretur længere mod Vest.
"Nej, hvorfor skulde jeg det? Jeg hedder Medwin Gladys Medwin og hvad er Deres Navn?" "I denne Paaklædning burde det være Mah Poo, ikke sandt? I Virkeligheden er det Wilfred Bruce." "Men naar De er Englænder, hvorfor er De saa forklædt paa den Maade?" "Det gør mig ondt, at jeg ikke kan meddele Dem det," svarede jeg.
Det beroede nu paa sidste Omgang. Han lagde sit Bælte fra sig og jeg min Sabelrem. Han var meget koldblodig, denne Englænder, og jeg prøvede paa at synes lige saa rolig, men Sveden løb mig ned i Øjnene. Det blev hans Tur at give, og jeg maa tilstaa, at mine Hænder rystede, saa at jeg næppe kunde tage om Kortene. Men da jeg fik fat paa dem, hvad tror I saa, der var det første Kort, jeg saa?
Dagens Ord