United States or Saint Vincent and the Grenadines ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ude i Vest stabledes Skyer til Bjerge, og mens den halve Himmel glødede i Flammer, gled det store Hav som en Strøm af Purpur, dunkelrødt, med Vinens fulde Farver, op mod Stranden til dem. Da døde Talen. De reiste sig stille; og fra Klittens Kant saa de, han lænet op mod hende, frem mod det funklende Hav.
Jeg er kommet lige ned ad Yang-Tze-Kiang Floden Vest fra." "Aa, jeg er saa glad og saa taknemlig, fordi jeg har dig igen. Vi har været saa længe fra hinanden." "Holder du endnu af mig, Gladys?" "Hvor kan du tvivle om det, min Ven? Jeg holder endnu meget mere af dig end nogensinde før. Kan du ikke se det paa den Modtagelse, du faar?" "Jo, naturligvis," udbrød jeg. "Jeg vilde kun høre dig sige det.
»Hvad Kurs havde I, da I passerede Fyrskibet her paa Revet?« spurgte jeg. »Den skal være Vest-#Nord#-Vest, det véd vi da.« »Well,« indrømmede Styrmanden og harkede hidsigt. »Men Kaptajnen, som selv havde Vagten, gav Rorgængeren fejl Kurs. Vest-Syd-Vest, sagde Kaptajnen. Vest-#Syd#-Vest! gentog Rorgængeren forbavset. All-right, sagde Kaptajnen og gik agter ... Og lidt efter saa stod vi her.«
"Men hvor tror De vi kommer til at lande?" spurgte Fru Weldon for at afværge yderligere Taksigelser. "Det skal jeg vise Dem her paa Kortet," svarede Dick og pegede paa Kysten af Sydamerika fra Peru til Chile. "Her har vi den Ø, som vi lige passerede, vest for os, og da Vinden stadig holder samme Retning, maa man antage, at vi vil faa Landet i Sigte imod Øst.
Han skulde rejse til det store Land mod Vest for at begynde et nyt Liv. Tiden gik. Bonden fra Sund var bleven graa, og hans brede Ryg havde bøjet sig. Han var bleven gammel i de to Aar, der var gaaet, siden Sønnen rejste. Sjælden kom han udenfor sine Enemærker.
Portneren, en gammel Hvidskæg, iført rødstribet Vest og blaa Bukser, slog Porten op og aabnede Vogndøren, før Førstetjeneren kom til, der blev helt forskrækket, da han saá Excellencen, og løb igen op ad Trappen, foran, alt, hvad de rystende Ben kunde bære ham, op paa første Sal saa Portneren maatte hjælpe Excellencen ud: -Ja, sagde Portneren, det er vist kun daarligt, Deres Excellence ... Det er nok blevet værre inat.
Elysion og de saliges Øer var saadanne herlige Dødsriger, der laa langt mod Vest, hvor Solen syntes at gaa ned i et stort Hav. Mellem levende og døde tænkte man sig, der var Vand ligesom mellem Guder og Mennesker. For almindelige dødelige var der ingen Adgang til disse Steder; men Guderne kunde gøre en Undtagelse, med hvem de vilde, fri dem for Dødens Smerte og henflytte dem hertil.
Natten laa guddommelig rolig, Himlen slørede over den rene Stilhed. Denne Dal strakte sig i Vest og Øst fra Fjorden en halv Mil ind i Landet. Ved den østre Ende laa Herregaarden Moholm, som Iver Ottesens Enke havde, hende tilhørte ogsaa baade Dalen og Landsbyerne. Et lille Stykke fra Fjorden havde Thøger Smed sit Hus og sin Smule Vandmølle. Thøger havde boet der i over tredive Aar.
"Paa en uforfærdet Opdagelsesrejsende, en Franskmand, der med Understøttelse af det geografiske Selskab i Paris søgte at gennemtrænge Afrikas mørke Fastland fra Øst til Vest. Han valgte netop Kongoflodens Munding til Udgangspunkt, idet han vilde følge Flodens Løb indtil Kap Beldogs. Og denne Franskmand hed Samuel Vernon." "Samuel Vernon?" gentog Fru Weldon "S V!"
Jeg drejede om ad den første Sidevej mod Vest og fulgte derefter Vejen mod Syd, hvad der hurtig vilde bringe mig bort fra det af Fjenden besatte Land. Fremad, bestandig fremad gik det, og hvert Skridt bragte mig længere bort fra mine Fjender og nærmere mine Venner. Da jeg endelig saa mig tilbage, kunde jeg ikke øjne mine Forfølgere, og jeg forstod, at mine Trængsler var forbi.
Dagens Ord