United States or New Zealand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men Høvedsmanden stolede mere på Styrmanden og Skipperen end på det, som Paulus sagde.
»Tænkte De noget da? ... At nu var det Døden?« »Jeg tænkte ikke, tror jeg ... Oppe fra Toppen af Søerne havde jeg nogle Gange set Folkene med Redningsbaaden inde paa Stranden, og vistnok mente jeg da, at de nok snart kom ud og tog os op; men nu, da Styrmanden var væk og jeg selv saa yderlig afkræftet, stivnet og følelsesløs, nu sansede jeg mindre og mindre ... bare ramt Saltvand i Øjnene og i Munden og i Halsen og langt ned i mig ... og saa den særeste Musik i Hovedet ...
Der var saa meget Liv tilbage i Styrmanden, at han kunde gribe Enden og fæstne den til sig, hvorefter han kappede sin Surring, et Stykke Trosse.
Det er derfor ikke saa underligt, at den vagthavende Officeer spadserer op og ned ad Skandsen i Samtale med Chefen, der er oprømt over den gode Leilighed, hvis Resultat bliver endnu anskueligere, idet Styrmanden, der nylig har logget, melder, at Farten er 10 Miil i Vagten.
Især var Kaptajnen og Styrmanden skrabede og forslaaede; de har af al Evne #villet# naa Land. Nu hviler de trygt paa den hjemlige Ø, dækket af Buketter og Kranse fra deres forskrækkede Bysbørn, som ikke fik dem hjulpet i Tide. Yderst ved Døren laa to helt unge. De hørte hjemme hver i sin Limfjordsby og var Sønner af velstillede Forældre, som næppe af god Vilje havde ladet dem gaa tilsøs.
»Nu er det ude med os,« tænkte Styrmanden, som tog Roret og surrede sig. Men da der snart efter blev lidt mindre Sus i Vejret, bestemte han sig til endnu en sidste Gang at forsøge at naa Land. Regnen stilnede af, og et Fyr kunde ses paa Land; det maatte man stævne efter.
Paa Baadshagen faar han Linen ned til Styrmanden, der denne Gang, vistnok mere ved en Tilfældighed end egentlig klar over sin Handlemaade, faar den bundet rigtig om Livet ... Og mens Redningsmanden uden Uheld klarer sig Dødsvejen tilbage til Baaden, faar Kammeraterne den næsten døende Styrmand halet fra Vraget og ombord.
Hun laa dèr i bar Chemise, alle Kludene var smidt rundtenomkring. Kaptajnen laa ind over Køjen og klynkede og kælede som et andet Barn for at stille hende tilfreds. Han var ikke glad, sølle Djævel. Saa kom Styrmanden igen, ham Fætteren. »Nu er Vandballasten snart pumpet af,« mældte han med gnavent Gefæs. »Skal vi saa røre Skruen, jeg tror nok, vi kan slippe ud nu.
Hen paa Formiddagen blev de andre syv Lig fundne paa Fanø Strand. De havde forskrabede Ansigter og Hænder; deres Dødskamp har været fortvivlet, de har stridt i Mørket, har svømmet og tumlet som i Blinde, intet Lys i Land har vist dem den korte Vej ind. Et enkelt af Ligene laa længere oppe paa Stranden end de øvrige; det var Styrmanden, et meget kraftigt Menneske.
Det var lysnet saa meget i Vejret, at Kysten kunde ses. »Jydske Kyst!« raabte Styrmanden med advarende Røst, der trængte skarpt igennem. Han var en Mand paa de Halvtres og havde været her før. Han kendte Pladsen og Farerne ved at stande her. Ingen svarede.
Dagens Ord