United States or Mozambique ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saa sagde Frøken Rosenfeld til Kandidat Feddersen, til hvem hun ellers næsten aldrig talte, med en sagte, ligesom ærbødig Stemme, og tog sig langsomt hen over Panden: -Hvor det dog var skønt. De sad alle tavse, som om de endnu ventede. Men Lynene blev blegere over Markerne og Drønene døde hen. Det var som en kvægende Kølighed slog op af al Jorden, og Regnen stilnede.
Han kyssede hende paa Kinden og gik. Saa var det altsaa forbi: Han havde sagt Ja. De skulde bort. En grusom Smerte greb hende. Og det stilnede igen, og hun løftede Ansigtet og saa sig om fra Plet til Plet. Hun mindedes den første Aften, Urne havde talt om Carl Der havde hun siddet med hans Billede i sin Haand saa længe.
Batty stod op og gik ind til ham. Han ventede lidt og saá ned paa hans Skikkelse. Saa bøjede han sig ned. Det er mig, Giovanni, sagde han, kom nu. Han lagde stille sin Haand paa Giovannis Nakke og lod den sagte glide op og ned, langs de fine Haar. Han syntes, Graaden stilnede ved det. -Saa, Giovanni, saa min Ven. Giovanni løftede Hovedet og lænede sig lidt mod hans Skulder.
Hun blev ved at græde, lydløst og lykkeligt. Graaden stilnede og hun laa hen i den samme Stilling, mat, i en ubeskrivelig Fred. Det blev Efteraarets sidste Solskinsdage. De lyse Formiddage laa Katinka derinde med den fulde Sol over sin Seng. Hun digtede saa mange lykkelige Drømme, mens hendes Hænder sagte gled frem og tilbage over det solvarme Tæppe. -Fruen ser saa godt ud, sagde Marie.
»Nu er det ude med os,« tænkte Styrmanden, som tog Roret og surrede sig. Men da der snart efter blev lidt mindre Sus i Vejret, bestemte han sig til endnu en sidste Gang at forsøge at naa Land. Regnen stilnede af, og et Fyr kunde ses paa Land; det maatte man stævne efter.
Men længe efter, at han havde lagt sig til Ro, hørte han Vennen gaa med rastløse Skridt op og ned ad Gulvet. Og der gik Time efter Time. Nede paa Gaden stilnede Larmen af Færdsel og Liv. Men han laa hen i Stilheden uden at kunne faa Søvn laa og stirrede ud i Mørket, der syntes ham saa tæt og dybt, at det aldrig vilde kunne vige for Dag og Sol.
Dagens Ord