United States or Eritrea ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hendes Mand sad stadig med Hændene foldede mod sine spidse Knæ. -Ja, sagde han og nikkede: han kan se det, om det er Døden. -Sig 'et ikke, Jakob, sagde Konen, der begyndte at græde, som om Baronesse Emmely allerede var død. Og de sad lige stille, hver i sin Stol, i det store og stille Hus ...
I den lange Gang havde de to Søstre flyttet to Lænestole ud, hvor de sad, udenfor Emmelys Dør, angste og sammenkrøbne, uden at kunne græde, mens en Kammerjomfru, længere nede, i Halvmørket, gik frem og tilbage som en Skygge. -Det er Onkel Hvide, sagde Baronen igen. -Godaften, Børn, sagde Hans Excellence.
Ida løftede sit Hoved: henne fra Krogen saá hun paa Søsterens Ansigt og paa én Gang begyndte hun at græde højere, og hun greb i Moderens Arm: -Mo'er, hviskede hun, og Taarerne var pludselig holdt op at rinde ud af hendes Øjne, mens hun blev ved at stirre paa Søsteren paa Puden: -Skal vi ikke spørge Onkel Hvide?
Men hurtigt blev denne Moders Skød kun til en Elskerindes Favn, og Favnen et Kapua for Legioner, der var slagne ved Kannæ. William græd ikke mere: man kan ikke vedblive at græde bestandig. Mens han græd, var meget andet blevet vakt hos ham under Fru Evas trøstende Kærtegn. Williams Sanser havde længe slumret.
Jomfru Thøgersen havde holdt op at græde og sad med rokkende Hoved: -Hun døer doch som en agtet Person, sagde hun, og hendes Taarer begyndte at flyde igen. Ida hørte som gennem Taage sit Navn og hun stod op. Det var Præsten, som rakte hende en Haand. -De har været borte? sagde han med en mildt bekymret Stemme. -Ja, Hr. Pastor. Pastoren blev staaende et Øjeblik foran det taareløse Ansigt.
Paa den anden Side af Seinen, ligeledes ragende op, saa den kan sees overalt, Invalidedomens gyldne Kuppel, hvor ved Kejsersarkofagen under den mægtige Hvælving ligesom hele Frankrigs historiske Storhed fylder Rummet med vældige Skygger, saa det klemmer En for Brystet, og man er ved at falde paa Knæ og græde.
Men han kunde ogsaa skjule Ansigtet i sine Hænder og græde, græde, fordi han var Idiot og ikke vidste, hvad det var. Aarene gik, og hans gamle Kammerater fra Skolen blev pæne, unge Mænd, der spadserede med Bygdens Piger, hver med sin Pige. Han vilde ogsaa saa gerne spadsere med en af Pigerne, men Pigerne var bange for ham, og han var endnu mere bange for dem. Og det blev aldrig til noget.
Nabomadammen slog ud for en af de nøgne, og tilsidst kom han hen med hende. Han saá op og ned ad Klaus, talte med Faderen og gav sig til at række og strække i Klaus' Arme. Drengen stod forbløffet, ind til Faderen, og var lige ved at græde. Den, som sprællede med Benene, havde faaet en Dreng hen, og han hev ham op i Luften med Fødderne ligesom Sækkene i Trisseværket paa Dampmøllen.
Og forleden Nat var det, ligesom jeg hørte nogen græde og klage sig inde hos ham; jeg blev saa angest, at jeg satte mig over Ende i Sengen og lyttede, om han var syg; men saa hørte jeg bare hans Seng knage, den staar lige op ad min paa den anden Side af Væggen; og han har vel drømt. Jeg kan nu heller ikke forstaa, lille Moder, hvorfor jeg skal ligge hernede saa langt borte fra alle de andre!
Undertiden gik Stella op paa Loftet til ham og satte sig hos ham. Saa fortalte hun Historier eller sang. Til andre Tider kunde hun ogsaa jage ham ned, især naar hun traf ham grædende, hvad ofte hændte. "Hvorfor græder Du?" spurgte Moderen. Men Drengen tørrede Øjnene og holdt op at græde uden at vide, hverken hvorfor han nu kunde holde op at græde, eller hvorfor han før var begyndt.
Dagens Ord