Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 16. juni 2025
Den Syge virrede kun med Hovedet maaske var det en Flue og han sagde: -Skal I ikke over med Blomsterne ... -Det maa vi jo, sagde Fruen. Men Ida begyndte at græde inde i Stuen, fordi hendes Fader ikke skulde med: -Naa, sagde Fru Brandt og tørrede hendes Ansigt; men Barnet blev ved at smaagræde hen gennem Haven. Saa blev der fuldkommen tyst, mens Sofie sad og strikkede bag Døren.
Stormen slog det bragende ind mod Muren, Regnen piskede hende i Ansigtet og rev hendes Forhaar op. Der var Folk i alle Porte, Soldaterne løb ud og ind. Et Kompagni gik i sluttet Trop ilsomt ned gennem Gaden. Trinnene lød slubrende paa den oversvømmede Stenbro ... Hun hørte et Par Koner græde nede i Gadedøren. "Kommer de?" raabte hun til dem. Og endnu en Gang højere: "Kommer de?"
Jeg havde henne paa Forhøjningen hemmelig fat i Lektien: -Maa jeg spørge, Olivia, sagde Mama: begynder Du nu paa Lektierne?... Tror Du, Ida Brandt stjæler Lys for at læse paa Sengen? ... Ja, det var den Tid, og hvem kan begribe, hvor den blev af, og hvordan Aarene løb. Hvor jeg ser os paa Kirkegulvet, ved Konfirmationen, hvor vi alle var i hvide Burnusser og rødmossede af at græde og glathovedede.
Første Gang ved at trygle og græde og kaste sig paa Knæ og angre og love Bod og Bedring og evig, ubrødelig Troskab: »Hun var dog hans eneste virkelige Kærlighed!« Anden Gang ved i drukkent Raseri at lægge Haand paa hende og slaa hende i Gulvet og skrige op om at jage hende nøgen ud af Gaarden tilbage til det »Bonderak«, hvorfra hun var kommet. Men Fru Line forblev ubøjelig.
Paa "revet" begyndte jeg at græde, men Du stod lige stille: -Hvor? Mama greb din Kjole i Sømmen og holdt den ud fra Dig som en Fane: -Ja, er det ikke det, jeg si'er, hvad maa Fru Brandt dog tænke om dette forrykte Hus? Du stod og rystede uden at græde, og Mama rev Haaret bag Ørene løst med sin Hæklenaal: -Der maa gaa Bud efter Jomfru Finsen, sagde hun, ligesaa forfærdet som vi: tag Kjolen af.
Thi den sidste Dag i Aaret har dog noget vist Melancholsk ved sig: den kommer indhyllet i Taager og Skyer, ligesom om den vilde græde over det svundne Aar, og Alt, hvad man foretager sig paa den Dag, faaer ogsaa et vist sørgmodigt Præg.
Sofie blev ved at græde, hun tænkte paa sit: -Ja, det er 'et, sagde hun, det er 'et; men en har heller ikke saa langt til Sengen som en anden. Ida sad og saá ind i Lampen, hun var saa vant til Sofies Fortrolighed. Saa sagde Sofie pludselig, i en helt anden Tone: -Frøkenen maa ta'e Penge iaften vi har ikke en Skilling i Huset. -Igen, sagde Ida.
Men Signor Pestalozzi vidste ikke, hvad der dog gik af Hendes Højhed i Timen i Dans og Bevægelse; Hendes Højhed begyndte pludselig at græde midt under Kvadrillen, mellom de tre Stole, og Graaden vilde aldrig høre op. Maria Carolina pressede Læberne sammen og gjorde sine Pas til Signor Pestalozzis Violin, mens Taarerne løb hende ned ad Kinderne.
Charlot stod ganske sløv, spillede, gjorde efter og smilede. Tilsidst begyndte han at græde, Violinen faldt ham ud af Hænderne, og han gned Taarerne ud over sit Ansigt. -Naa en Gang til ... -Jeg er saa træt, han græd, jeg vil ikke. -Kun én Gang til, saa faar Du Konfekt ... Charlot tudede. -Jeg vil ikke ha'e Konfekt, sagde han. -Hvad vil Du da ha'e naar Du er artig og spiller en Gang til ...
Hun stormede over Perronen ind gennem Kontoret. I Kontordøren saa' hun Katinka, der laa med lukkede Øjne paa Puden. Agnes vilde ikke have kendt hende igen. Katinka slog Øjnene op og saa' hende: -Ja, sagde hun, det er mig. Agnes gik hen og tog Katinkas Hænder. Hun lagde sig paa Knæ ned ved hendes Seng. -Dejlige Kone, sagde Agnes og kæmpede for ikke at græde.
Dagens Ord
Andre Ser