United States or Chile ? Vote for the TOP Country of the Week !
Fridrichs taarefyldte Øjne søgte Loftet i rørt Anerkendelse paa samme Tid af Kældernes Uovertræffelighed og den afdøde Gæsts ufejlbare Smag. Der blev en Pause. William var for sløv til at sige noget. Han sad med sit tunge Baghoved lænet til Kaminstolens Ryg, svagt smilende, og betragtede Hr. Friedrichs Skjortebryst, der svulmede under hans smaskende Suk ligesom et Panser. Hr.
Manden fo'r først op, saa blev han sløv, og tilsidst hylede han ligefrem. Jeg iagttog ham med en Nysgerrighed, som jeg til andre Tider havde anset for umulig. Saa gav den gamle Mand et Tegn, og fire kraftige Munke fo'r frem, greb ham og slæbte ham hen til Randen af Muren. Den stakkels Elendige strittede imod og skreg, men han var som et Barn i Munkenes Hænder.
Han stillede sig hen foran Pigen og gav sig til at tale med Skriftens Ord. Hans Ord var mange, og jeg forstod dem ikke alle. Han bebrejdede Pigen, at hun havde givet sig den onde i Vold, og han søgte at drive ham ud ved Kristi Navn. Kateketens Tale hjalp; Pigen blev tavs og mere medgørlig, men hun var endnu langtfra kommen sig og laa længe derefter sløv og halvtosset hen.
Jo sagde han God Nat ... Det har været en streng Dag ... Hun rørte sig ikke, bevogtede ham kun med det samme Blik til han var ude. Da løftede hun sine Hænder og vred dem, og slappe faldt atter Armene ned langs hendes Sider, og hun sad sløv, med dødt Blik: Hovedet sank ned mod hendes Bryst. Indtil hun atter strakte sig paa Sofaen og støttede Hovedet i sine Hænder.
Mens hun gav og gav af sit, tog han langsomt hendes hele Liv. Nu saa hun det ... nu, hvor alle Længsler havde kastet Masken ... Ja hun elskede ham. Hun laa endnu længe; da hun tog Lagenet bort fra sit Ansigt og saa Solen mod Gardinerne, begyndte hun sløv at staa op.
Det opmuntrede synlig min sangvinske Ven. Han gik hyppig ind i Sygeværelset og blev kortere eller længere derinde; Moderen veg ikke derfra. Undertiden fulgte jeg med, men den meste Tid blev jeg siddende i Dagligstuen, sammensunken i en Stol, sløv og ærgerlig. Jeg var i et Sorgens Hus uden at kunne deltage i Sorg og Bekymring, jeg var selv ulykkelig, men græde kunde jeg ikke.
Og det blev han ved at sidde og sige tre-fire Gange, ganske som et Barn. Han var sløv af Sprit, men det kunde endda ses paa ham, hvor ynkelig han var ved hele Affæren, han var ellers ikke stor Ka'l længer. »Ring paa Hovmesteren!« lallede Kaptajnen og faldt sammen i Sofaen. Mary var listet ind i Kammeret, hvor man kunde høre hende lege med sin pæne lille Kæfert.
Ellen hørte hans Latter, og hun slap Kælderhalsen og sløv faldt hun sammen og satte sig paa en Sten i Skyggen. Hendes Hjerte var koldt af en ubeskrivelig Kummer. Saa reiste hun sig, sneg sig tilbage til Vognen, løftede Overlæderet og gemte sig i Mørket for at græde. Der var dog ogsaa lyse Minder fra Thorsholm.
Hans Angst var gaaet over til en opgivende, sløv og følesløs Inerti, og han var overbevist om, at Faderen ikke var med i Toget. Og alligevel spejdede han med Fortvivlelsens Iver efter hver Dør, der aabnedes i Vognrækken. Han løb lidt ned til den næste første Klasses Vogn til den næste. En Herre stod paa Trinnet halvt bøjet ind i Vognen ... nu traadte han helt ud ... vendte sig ... det var ham.
Og da han fjorten Dage senere returnerede et Steds nede fra Bagpommeren og en Aftenstund blev fundet i en Halmstak uden for Laden og baaret op i sin Seng forhutlet, sløv og klejnmodig, var Smilet ganske forsvundet af hans Ansigt, og hans Øjne var som Hunden Tyrks bedrøvede indtil Døden. Hvor kunde Du gøre det, Frantz? spurgte hans dybt forurettede Hustru.
Dagens Ord