United States or Niger ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men om Eftermiddagen kom hun ned forbi Apoteket, i Sørgeslør, med en Krans. Hun vilde paa Kirkegaarden ... Der var Musik derinde, i Apoteket. Det begyndte at mørknes, mens Schrøder blev ved at gaa ude i Haven spejdende bøjet over den sidste Sne; der var altid Vintergækker, her paa det Sted, de første. Men de var jo saa spæde og svære at hitte. Hun havde fundet ti, tolv, fine og kolde.
De tav alle tre, mens Professoren blev ved at gaa frem og tilbage i for sig, bøjet frem mod den lille Boghylde. -Men han kunde da i alt Fald, syntes jeg, spise herhjemme, sagde hun sagte. Herluf sad og krammede om Stolekanten: Der er jo intet skét endnu sagde han. Professoren vilde tale igen, men gik pludselig, virrende med Hovedet, bort over Gulvet.
"Er det en Krise, Hr. Berg?" Lægen bøjede sig sagte ned over den Syge, tag saa Kandelabren og betragtede hende længe. Søvnen havde skænket hendes Kinder Rødme, og Brystet bevægede sig roligt. Med Hovedet paa Siden og den venstre Arm bøjet under Nakken, det gule Silketæppe kastet lidt tilbage, laa hun i Kandelabrens Lys. "Hvor Mo'r ser ung ud," sagde William.
Sønnesønnen blev ved at læse: -Nej, raabte Hans Excellence: lad mig selv. Han greb Arkene. Og, vred og bøjet frem mod Lyset, forsøgte han selv at læse alle de Sætninger, han allerede havde glemt. -Nej, sagde han pludselig: jeg kan ikke. Det er Øjnene. Øjnene vil ikke. Han slap Manuskriptet: -Øjnene vil ikke mer. -Læg det hen.
Fritz blev staaende med bøjet Hoved, til Baronen pludselig saá paa ham og stoppede med de Vilde for at gaa hen over Gulvet med sine runde Øjne ufravendt fæstede paa Glasset i sin Haand, som det var hans Ærgerrighed ikke maatte ryste. -Fritz, kaldte Hendes Naade, og Hr.
-Hvad var der dog at gøre! hvad var der dog at gøre ... Hvis han nu mistede sin Plads.... -Hvad var der at gøre.... Hun rettede an for Herren paa "A". Han sad bøjet over de evige Papirer, og hun hørte hans "Tak" og "Tak", mens han løftede Hovedet og fulgte hende med Øjnene. Ida gik ud igen og hun satte sig paa Stolen nedenfor Vinduet: -Og hun havde været med til at bruge hans Penge.
Hans Hvide havde bøjet Hovedet, men tirret som et Dyr, der piskes, foran Faderens Ansigt, løftede han det igen og sagde: -Ja, hvorfor gav Du aldrig nok, da Du kunde? -Hvorfor? I et pludseligt Raseri løb han hen og greb i Excellencens Skulder: -Hvorfor? skreg han. Hans Excellence svarede ikke. Laagene var falden til over hans Øjne.
Fru Reck følte ligesom en Lettelse og sagde meget venligt bøjet ned over Ida, der stod hos Moderen: -Det er Deres Datterdatter, Fru Brandt. -Min Datter, svarte Fru Brandt, og de blev alle røde i Hovederne paa én Gang, mens Fru Reck gjorde Stillingen endnu værre ved at sige: -Her har Du rigtignok haft en dejlig Have. -Ja, mumlede Ida og trak i sin Haand, som Fru Reck holdt.
-Ida, sagde han blot; han havde bøjet sig ned og kysset hendes lysende Hals. -Ida. Uden Ord havde hun løsnet sine Hænder fra ham. Langsomt og forsigtigt, næsten som turde hun ikke træde, gik hun frem over den halvdunkle Gaard. Der var saa stille i hendes Hjerte....
-Og er det saa en Opførsel, naar man skal staa Fadder til et Par ægte Kropduer, sagde Agnes. De to andre fik ikke sagt et Ord. Men Katinka følte Huus' Blik paa sig, og hun blev staaende med bøjet Hoved foran ham. De blev ved at lege Trold og Enke. Hun saa' kun ham. De vekslede kun Legens Ord med halvsagte Stemme. Ingen af dem vilde have kunnet tale helt højt.
Dagens Ord