United States or Belize ? Vote for the TOP Country of the Week !
Nils stod et Øjeblik fuldstændig lammet. Men saa gik han pludselig vild af Raseri løs paa Isidor Seemann og skreg ham ind i Ansigtet: Staa ikke der som et Umælende! Hvad tror Du, vi har taget Dig med for? Sig dog den Kælling og hendes Horeyngel Besked! ... Men Du glæder Dig rimeligvis paa deres Vegne, Du med din Tegnelærer til Far! Nils, Nils dog ...! lød det paa ny fra Frantz.
Det var ikke stor Kunst. Men den hede Ungdom gennembrændte Mesterværkerne med alle Lidenskaber. Had var det rene Vildskab, og Kærlighed var Raseri. Liv stod der i de lyse Luer af Tøjlesløsheden. De Godtfolk i Residentsen sad i Hoftheatret saa forblæste, som gik de over Raadstuepladsen i Storm. Maria Carolina trykkede sig ind i sin Logekrog.
Han næsten fornærmede dem de følte det slet ikke. Og naar da en ny Dag havde slæbt sig frem, og det var blevet Aften og tomt i Salen, stod Franz timevis lænet til Balustraden; uden at gøre en Bevægelse, stirrende og bleg under det elektriske Lys. Der arbejdede i hans Hjerne en tom Fortvivlelse, et afmægtigt Raseri, som søgte om et Svar og intet fandt og ikke vidste, hvorhen det skulde vende sig.
Snart brast han igen i Raseri se om Trampeldyret skulde lægge sig den mindste Smule, Otte maatte hænge sig ud paa Siden af den mod Stormen, han skreg højt til Hesten og lagde den en fem seks Valk hen ad Halsen, til den jog i Firspring. Stormen øgedes stadig. Otte drev tænderskærende paa Hesten.
Med Et bøjede hun sig ned og kyssede ham paa Siden af Halsen, mens hun holdt paa ham. Franz fo'r op, helt bleg: -Slip mig, sagde han, jeg vil ikke. Johanne stødte ham arrig fra sig: -Hvad tror den dumme Knægt? sagde hun, og haansk føjede hun til: -Louis, wie du bist, Louis. Fra den Dag satte Johanne meget ondt for Franz blandt alle Pigerne. I Grunden nærede de mod Franz alle et stille Raseri.
I første Øjeblik stod det os ikke klart. En saadan Nederdrægtighed laa ganske udenfor vore Erfaringer. Men da vi endelig forstod, hvor dumt vi havde baaret os ad ved at stole paa en Mand med en saadan Fortid, blev vi grebne af Raseri over hans Skurkagtighed og vor egen Dumhed. Vi kastede os mod Døren, bearbejdede den med vore tunge Støvler.
Han kunde føle Raseri, naar han med et Drikkeskillings-Smil anbefalede for lækkersultne Gæster de Retter, han ikke selv skulde smage, og henne fra sin Krog fulgte han saa begærligt hver en Bid, som Gæsterne nød.
Sær var han rigtignok over al Maade, og det gik navnlig ud over os Børn. Allermest plagende var hans man kan næsten sige Raseri, naar han stødte paa et fremmed Væsen i Huset. Hvis en fremmed Hund eller Kat havde forvildet sig ind i vor Have, og han saae det fra Vinduet, saa foer han ned og kunde gerne slaa det stakkels Dyr fordærvet, naar det kom indenfor Rækkevidden af hans Stok.
Olufs egen Seng og af hannem med faderlig Revselse betjent, sagde sig at have faaet nogen Sygdom med Rystelse og Skælven i hendes Laar, en Dag da hun kom af Kirken, og var derefter bleven meget syg og falden udi nogen sær Lemmernes Bevægelse og Raseri, og derover henbragt i Mag. Olufs Hus, hvor hun havde været i tre Uger, indtil hun blev frisk igjen.
»Nihilisten« kunde undertiden komme paa Kontoret, bleg som var han syg: -Hvad jeg har sét for Ansigter, sagde han med en Stemme, som om han frøs, hvad man sér for Elendighed for magre, for gamle, elendige Ansigter ... han malte nervøst disse Ansigter for Berg; og han sad hen, stirrende paa sit Papir, bundet og knækket ved den blotte Erindring om disse Fattigansigter til Gaden, til han igen begravede sig i sit ørkesløse og skrivermæssige Arbejde fortæret som af en Feber, af sin raadløse og stumme Fanatisme, af et stumpt og møjsommeligt undertrykt Raseri over sin egen Mangel paa Handleevne, Magtesløsheden overfor al den Verdenskummer, han saa'.