Først leveredes der nogle Forpostfægtninger mellem Præsten og Andrea Margrethe angaaende Middagsmaden, som Præsten tillod sig at kritisere temmelig strængt. Andrea Margrethe var imidlertid ingenlunde velstemt mod en saadan Kritik, der i saa høi Grad angreb hendes husmoderlige Stolthed. »Det maa jeg sige«, endte Præsten, »at vore Gjæster faae en temmelig tarvelig Modtagelse.

Etatsraadinde Mouritzen, der sad ovre hos Marschalinden og Fru von Eichwald, saá over paa Hendes Naade og Excellencen og sagde pludselig, midt i det: -Ja, Gud, hvor er'et sjældent at se saadan et Ægteskab.

I min Angst greb jeg min Nabo, Hr. Hans, i Armen med en saadan Voldsomhed, at han lod Kniv og Gaffel falde og forfærdet foer op fra sin Stol. Nu kom der Liv i Selskabet; hvor før herskede Gravens Taushed, blev en Raaben, Skrigen og Allarm, saa at det var umuligt at høre Noget.

Hvordan har Jeres Mor det? spurgte den gamle Frue. Godt! sagde Povl. Hun har faaet saadan en stor Mave! sagde Jørgen. Har hun det ? lo Fruen. Ja, med en lille Bror inden i. Den gamle Dame lo højt; og Herredsfuldmægtigen smilede: Saa, Jørgen Bøllesen, nu ikke for veltalende. Nej! sagde Drengen og klemte Munden sammen. Vil I have hver en Appelsin, Drenge?

De gik ind til en lille Terrasse under et mægtigt Træ. Under dem laa Skrænterne og det mørkt blanke Vand. Ida talte sagtere: -Her er det dejligste Sted, sagde hun. Karl skad Røgen fra sin Cigar ud i lange Ringe, og ingen af dem talte. Det var som om Klokkers og Vognes Lyd blev ganske fjern og Lygternes Lys hang over Gitrene som en straalende Krans. -Er der saadan i de store Byer, sagde Ida sagte.

»Du gode Gudtænkte jeg, »skulde han dog , og skulde jeg miste MinnaFru Hertz, der ingen Anelse kunde have om en saadan Bitanke, ansaae naturligvis min iøinefaldende Sindsbevægelse for at være et rent Tegn paa Deltagelse og Venskab for hendes Mand; hun takkede mig med et inderligt Blik, idet hun svarede: Fare kan der jo let være ved en saadan Sygdom hos en gammel og svagelig Mand.

Han satte Glasset fra sig og saá paa Nina, længe, et fortvivlet Blik. Og Ninas Angst gav ham ingen Trøst. Et Aar var gaaet. Nina var ikke længer ung ved Styret, og ved de gamle Pigers Hjælp gik alt i Huset som i "Fruens" Tid; Loven, som styrede, var et bestandig gentaget "saadan gjorde Moder", og for hver Dag, som gik, syntes Nina, hun fuldbyrdede et Stykke af den Dødes sidste Vilje.

"Hvorfor er han saa forrykt med Hensyn til det blaa Blod, naar han selv har saadan en Plet paa sig?" spurgte jeg. "Det er netop Sagen.

Det var, som der kom saadan Ro med ham. Naar han sad ved en Kvartskillings med Kalotten og spillede fint med det glade, gamle Ansigt: -Der ser De, min Fa'r, sagde han, naar han tog Stikkene hjem. De to Gamle smaaskændtes. -Det er, som jeg siger dig, Linde.... -Om du vil tro mig, min Pige ... og han bredte Stikkene ud. -Dem, lille Frue, det er Dem. Katinka faldt hen.

Herluf og Tine legede Tagfat over Lysningen, mens Berg og Fru Berg gik bagefter Arm i Arm. De kom ud paa Landevejen: lys og klar laa Aftenluften over de plojede Marker hvor Tine, hun lo henne bag Omdrejningen! -I saadan Luft horer man Tine, sagde Berg, der standsede. Skovrideren mente altid, Tine havde en Rost for fri Luft, saa frejdig som Vorherre havde givet hende den.