United States or Latvia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg tror ikke, hun er lykkelig; mon hun ikke gaar og tænker paa sin første Mand, han var nok saa smuk, saa smuk, og det er Baronen jo ikke, men jeg kan se paa hans Øjne, at han holder meget af hende. I Søndags var Baronessen, Karen og jeg ude i Byen og besøgte Borgmesteren. Det er rare Mennesker, og vi havde det yndigt. Du kan tænke Dig, vi fik Østers til Aften, var det ikke fint?
Det var, som der kom saadan Ro med ham. Naar han sad ved en Kvartskillings med Kalotten og spillede fint med det glade, gamle Ansigt: -Der ser De, min Fa'r, sagde han, naar han tog Stikkene hjem. De to Gamle smaaskændtes. -Det er, som jeg siger dig, Linde.... -Om du vil tro mig, min Pige ... og han bredte Stikkene ud. -Dem, lille Frue, det er Dem. Katinka faldt hen.
Nede i Vandet gror der en lysgrøn Plante med fint, takket Løv, som bøjer sig i den flygtende Rullen af Bølgerne og dækker Bunden med et Tæppe, der er friskt som Vandet selv, zart som unge Bukkarskud, gjennemsyret af Foraar, saa man faaer Lyst til at bære sig ad som Kvæget, der dukker hele Hovedet ned i Floden, for at svælge i disse grønne Planter.
Frøet saas bedst i Urtepotter eller Skaale og dækkes med et Lag fint Jord "svarende til Frøets Tykkelse", som det hedder i en ældgammel Gartnerformel, som selvfølgelig ingen i Praksis kan rette sig meget nøje efter. Man maa paase at Jorden i Frøskaalen holder en jævn Fugtighed, en selv ganske kortvarig Udtørring kan ødelægge Spiringen.
Povl, den ældste af Drengene, var slank og mørkhaaret med et fint, blegt Ansigt og store, »tænkende«, blaa Øjne. Jørgen, den yngste, var tyk, næsten firkantet, lyslokket og gaminagtig. Gamle Seemann sendte sin Kone et sky, ransagende Blik, han havde ond Samvittighed, fordi han lod hende være alene men han elskede sin Klub. Hvordan gaar det, Mor? Godt, Far!
Jo, det var pænt Vejr, da Engelskmanden strandede, helt #fint# Vejr ligefrem. Og ved Siden af at vi gerne vilde ud og tjene Penge, vi Bjergere, var vi jo svært nysgerrige, det var da ikke saa sært, for at høre, hvilken Besked, Kaptajnen kunde give Rederiet og Assurancen om Grundstødningen; De forstaar, om der var noget undskyldende, som han kunde greje sig fra Søforklaringen med.
Et fint Slør af Sprøjtet fra de splintrede Draaber indhyller Vejene. Langt borte fra bæres Duften af en blomstrende Hyld mig i Møde, og Roserne funkler i Hegnet.
En Dag fandt de paa et Sted, hvor de ofte havde været, en stor Sten, som de aldrig før havde set. Stenens ene Side var ganske glat og fuldstændig overskreven med en Mængde Tegn, de ikke forstod. Stenen var sort og meget fint forarbejdet. Da de kom hjem, fortalte de om deres Fund, og man medgav dem næste Aar, da de rejste, Papir og Blyant, for at de kunde tegne Stenen efter.
»Nu ja, ja«, sagde Manden, »denne Stue er da ogsaa meget pæn«, og han kastede et veltilfreds Blik hen paa de store Egetræskister, der stode opstillede langs Væggen. »Men det forstaaer sig, havde vi vidst, at vi fik saa fint Besøg idag, saa skulde vi nok have havt Storstuen istand til Dem.«
Og han tog det ned og svøbte det i et fint Linklæde, og han lagde ham i en Grav, som var hugget i en Klippe, hvor endnu ingen nogen Sinde var lagt. 54 Og det var Beredelsesdag, og Sabbaten stundede til. Men Kvinderne, som vare komne med ham fra Galilæa, fulgte efter og så Graven, og hvorledes hans Legeme blev lagt.
Dagens Ord