United States or Norway ? Vote for the TOP Country of the Week !


Bonnesen rettede: -Mine Damer, pas paa Ryggen Gratie, Gratie Frøken Hilda, Maven ind ... Smaa Trin tænk Dem, det er paa Østergade ... bedre, strax bedre ... lille Frøken Hilda, nu bøjer vi ind i Vimmelskaftet.... -Altsaa nu , Hr.

Fra den rødeste Radikale til den hvideste Legitimist bøjer enhver Franskmand sig anerkjendende for Victor Hugo. Han er for dem ikke nogen Samtidig længer, hvis Gjerning kan være underkastet Kritik, de seer i ham selve Personifikationen af deres Lands Geni i det nittende Aarhundrede, en endnu levende Ahne for det hele moderne intellektuelle Frankrig.

Alt, hvad spises kan, er rapset fra Egnen. Jeg bøjer mig ned og faar fat i noget hvidt. Hovedet og Halsen af en af Gæssene. Og der et Par store Vinger. Her har nok rigtig været Gilde. De skal bindes dig om Halsen, at de kan se, du var den rigtige. Med Ryggen op mod den tykkeste Gran tager jeg Stilling. Der er frit lige hen til Hullet.

søns, skue kende hinner. Han tager selv Lygten og bøjer sig ned over hende. Ogsaa Marie ser nu til. Hun har ellers hele Tiden staaet og drejet Ansigtet bort. For saaen o se Lig lie ingen man skae i Seng. Begge de to gamle ser stift paa hinanden. Han har igen rettet sig i Vejret. Jov bastemt, de' æ hinner, Far. De' æ den samme store, krovede Næse. Ja ... tror nu osse ... Hvem!

Nysgerrigt spændte kigger vi derned, om Fangsten er noget værd. Det hvidner gennem Vandet af Rødspætter. Folkene bøjer sig fremover i kraftigt Tag en plastisk og malerisk Gruppe og ud paa Dækket spræller Posens Indhold.

Claus strandet hjemme paa Fanø og ikke et Menneske at se ombord! ... Han gaar endnu et Stykke Vej frem ad Stranden helt i Vildrede og med Blikket uafladeligt hæftet paa Skibet, som om han ventede, at en Skikkelse skulde træde ud af Kahytsdøren og vinke et beroligende »Godmorgen« ind til ham da støder hans Fod mod noget blødt lige i Bølgeslikket, han ser hastigt ned for sig og springer et Par forskræmte Skridt tilbage: det er et Menneske, et inddrevet Lig, som fuldt paaklædt ligger næsegrus og underligt sammentrukket, ligesom boret ned i Sandet ... Han staar nogle Øjeblikke som stivnet, gaar saa tøvende hen og bøjer sig over Liget, tager det forsigtigt ved Armene, løfter ved Overkroppen og vender Hovedet op ad, Ansigtet er blodigt og sandfyldt, Læberne svulne, Øjnene kun halvt lukkede, men Blikket brustent ... han ser og ser og synes, han skulde kende Trækkene, Skægget jo, nu gaar det som et Jag igennem hans Bevidsthed, at Liget er Kaptajnen fra Claus ...

Han bøjer sig, og Katinka føler paa hans Haar: Det er Huus, raaber hun. Gamle Pastor Linde klapper i Hænderne, at man skal tilbords. -Huus, siger Katinka, hvad er der i Vejen? der er noget i Vejen med Dem? -Hvor falder det Dem ind? -De er ikke saa glad i den sidste Tid ... som før.... -Der er ingenting i Vejen, Fru Bai.... -Og jeg, siger Katinka, er netop saa glad....

Man har undret sig over, at han, der dog ved de nævnte Valbertske Artikler har vist et Kjendskab til, en Forstaaelse af franske politiske og sociale Forhold, som Alle bøjer sig for, at han aldrig har søgt at komme til at spille nogen Rolle i det offentlige Liv. Man har undret sig, fordi man kun kjendte ham som Forfatter og ikke som Menneske.

Søren har laant en Pibe og pulser løs. Det er en sværlemmet Karl, og der staar en hed Os fra hans Krop. Benene har han strukket fra sig, og Fødderne ligger langt ud paa Gulvet. De stinker. Engang imellem bøjer han sig fremover for rigtig at lytte. Men de fleste Ord gaar hans røde og vejrbidte Ansigt forbi.

Og da han bøjer Grenene til Side, ser han sin nyfødte Søn og Spat-Maries forfærdelige Alexandra ligge der paa Grønsværet foran sig i den hedeste Omfavnelse ... Hurtig trækker han sin Skitsebog frem og giver sig til at tegne. Det er raat, Isidor! Det er raat! lyder det mod ham fra alle Sider. Men han svarer: Det er ikke mere raat end selve Livet! Og rolig tegner han videre...