Naar denne Digtning, som er fostret af Længsel efter Hjemmet og er spiret op i de fremmede Lande, nu i sit 25aarige Levnetsløb har vundet en Udbredelse, som langt har overgaaet Forfatterens Forventninger, da tør det vel haabes, at den ogsaa i kommende Aar vil fremkalde Glæde og Munterhed samt et lyst og glad Syn paa Livet fremfor Alt hos den opvoxende Ungdom. Kjøbenhavn, October 1887.

I den dunkle Haves Lysthus nød vi under Spøg og Latter det mest velsmagende Aftensmaaltid, som jeg nogensinde har været med til. Malerisamlingen besøgte vi ikke. Minna bragte den aldrig paa Bane, og jeg turde ikke foreslaa det af Frygt for at vække pinlige Minder.

Men for rigtig at finde sig til Rette, maa man sætte sig ind i denne Egns eiendommelige Natur, og forstaa, at det ikke er et Bjergland, man færdes i, men en Høislette, som ved Vandflod er bleven kløvet, gjennemgravet og udskyllet, hvorved Stenen er kommet frem snart som Furernes Vægge, snart som Ruiner midt i dem, saa at Klipperne mindre danne den ophøiede Del af Landskabet end dets Fordybninger.

Han havde mindet hende om en Skuespiller, der bereder sig paa vildt og lidenskabeligt at udslynge Haansord mod Guder og Mennesker, forbitrede, vanvittige Haansord og Beskyldninger, der skulde fylde Tilhørerne med Rædsel og Gru.

Den egentlige Redaktion er desuden, undtagen ved enkelte Boulevardaviser, uberørt af Reklamevæsenet. Det er en Forretning, som drives af Ejeren og hans Agenter, som beriger ham, og som tillader ham at betale Bladets Stab af Kapaciteter.

Hun ser i ham Skaberen af hendes aandelige Tilværelse, og han i hende en Skabning, som skylder sin Fuldendelse ikke Naturen, Tilfældet eller en eensidig Villen men en gensidig Villie, og denne Vexelvirkning er saa skjøn, at vi ikke kunne undre os, naar der, siden den gamle og ny Abälard, af en saadan Sammentræffen af to Naturer er udsprunget de mægtigste Lidenskaber og ligesaa megen Lykke som Ulykke

Kutterfolkene synes dog selv, at de ikke holder Grejerne propert nok ombord, for de er jo fra deres nette Smaahjem i Skagen vante til hvidskuret Renlighed. Det poetiske, malende Udtryk Fisker#hytter# hører paa Skagen Fortiden til, man skal lede længe efter de faa Vaaninger, der fortjener Navn af Hytte.

»Og er det da de bedste Mennesker, som tale meest? Troer De, at den, som har mange Ord, ogsaa gjemmer Meget i Hjertet?« »Det troer jeg just ikke, men jeg mener dog, at man gjerne kan tale lidt sammen engang imellem, uden at det just behøver at være saa uhyre dybsindigt. Ellers kunde man tilsidst staae Fare for ikke at tale et eneste Ord den hele lange Dag.

Nu sad hun i sit Kammer, hvor hun havde lagt i den lille Ovn, ved Vinduet, da hun horte Bergs Skridt i Haven med en anden og saa ham, saa rank og staerk. Han kom hen til Vinduet og sagde: Hvor har De gemt Dem? Og da hun aabnede Vinduet, stod han lidt: -Har det ikke sunget for Deres Ore? sagde han og blev ved at se paa hende: Jeg har taenkt paa Dem . Han tog ikke Ojnene fra hende.

»Nu er her jo ikke Meget at see«, sagde Emmy, »men om Sommeren, naar Bøgetræerne hvælve deres tætte Løvtag over vore Hoveder, medens man til den anden Side seer ned i Fjordens friske blaaligklare Vand, saa er her velsignet.« »Men det er da i Grunden ogsaa den eneste Spadseretour, som De har her tæt ved Præstegaarden«, indvendte jeg. »Men netop derfor er den mig desto kjærere.