Ida laa i sin Seng, og, ganske sagte, listede hun, under Tæppet, sin Haand ind under Moderens Hovedpude, hvor Portemonnæen laa. I Mørket fik hun to Tokroner ud og lagde Pengepungen tilbage. Moderen holdt aldrig Regnskab uden med de smaa Pengestykker. Nu var der ganske stille; i det hele Hus kun Moderens Stønnen. Ida gemte de to Pengestykker i sin Strømpe.

Hendes Slægt var ikke udelt derfor, Axels Skat troede de ikke rigtigt paa i Førstningen. Men han slog sig for Brystet, han viste dem Kapslen. Skulde Mendel Speyer, hvem han nu ellers var, fare med Løgn? Hvorfor kunde der ikke netop være en stor Arv til et Menneske uden Efternavn?

Og ogsaa alle de andre Kvinder sagde: Fy e ...! Men lidt efter sad Forbryderen paa sin Bænk for Bordenden ved Siden af Frøken Sofie og lappede skyldfri i sig: holøp! holøp! af Kaffen og Bagværket, der stod serveret i en Spølkum paa et Stykke Voksdug foran ham. Frøkenerne tændte deres Piber; og Snakken og Lystigheden tog Fart.

Jeg bankede sagte paa Ruden, hvorpaa han rejste sig og kom hen til mig. At han ikke genkendte mig var klart af den Modtagelse, jeg fik. "Hvad ønsker De?" spurgte han paa Kinesisk, idet han aabnede Vinduet. "Jeg vilde gerne gøre Deres Velbaarenhed et simpelt Spørgsmaal." "Det er ikke Tid nu at gøre Spørgsmaal, selv om De er simple," svarede han. "De maa se herind i Morgen."

Tine fortalte op om alting med en munter Stemme, mens hun lagde Taeppet bedre sammen om hans Ben: Du maa ikke fryse, Fa'er, sagde hun: du maa holde det om dig. Og hun fortalte. Ude i Stuerne begyndte de at bryde op og der blev Stoj i hele Huset, oppe og nede. -De skal jo rykke ud, Fa'er. sagde Tine ind i hans Ojne.

"Men De har set det, og intet kan nogensinde berøve Dem den Kundskab; De vil føre den med Dem i Graven." "Graven," svarede jeg bittert, "hvad Haab er der selv i Graven efter hvad vi har set i Aften? Ak, for Himlens Skyld, Nikola, lad os komme bort fra dette Sted i Aften, hvis det er muligt."

Endnu et godt Aarstid laa hun paa det samme Sygeleie; men hendes Tilstand blev efterhaanden roligere. De legemlige Smerter hørte op; hun talte lidet eller intet; men hver Gang jeg kom hen til hendes Seng, hørte jeg de samme Ord: "Min elskede Mand!" August 1903 drog hun sit sidste Suk. Faa Dage senere aflagde hendes næstældste Søn et skjønt og sanddru Vidnesbyrd ved hendes Baare.

De tre Kompagnoner styrede ned mod Teatret, Martens i Forvejen, febrilsk som han altid blev, naar han bare nærmede sig »Bygningerne«. Forgylderne sang i Forhallen paa de høje Standstiger, mens de lagde sidste Haand paa de blomstrende Friser; paa Trapperne slog Arbejderne Bræddestykkerne over Trinene bort, og de traadte for første Gang paa de blanke Fliser; Martens gik omkring, trippende om de andre, helt »borte« foran de pompejanske Vægge, der straalede nye imod ham man havde borttaget Lærredet om Morgenen.

Det sidste Tiaar har bragt en Række Forbedringer paa baade Pyrethrums og Pæonernes Omraade, som man ikke havde drømt om tidligere, hundredevis af de pragtfyldte Sorter staar til Publikums Raadighed, og der drives i England og Amerika en sand Luksus med disse Blomster, og der betales ofte en Snes Kroner for Stykket af de nyeste og smukkeste Sorter.

Og jeg bøjede mig ned og lo ham lige ind i Ansigtet og sprang saa ned paa den anden Side af Stenten. Han saá ud som saadan en lille Pusling, da han klatrede over bagefter mig! Men det er lige meget, hvad Størrelse de har Mænds Forfængelighed er altid ens. Jeg er vis paa, at han troede, at han bare behøvede at gøre Kur til mig, saa vilde jeg falde ned i Munden paa ham som en moden Fersken.