Der hertes ingen Lyd i den hvide Have. De stille Marker sov. Tyst vandrede Stjernerne over dem. Efter Jul kom Tiden, hvor der læstes. Tine kom i Mørkningen og fik Indholdet af Bøgerne. Moderen sad foran Kakkelovnen, med de hvide Hænder om sine Knæ og fortalte og digtede om. Der var ingen Bog, som blev den Bog i hendes Tanker.

Lurvadt adlød ... Men da de skulde til at sætte sig i Bevægelse, viste det sig, at Ingwersens Ben nægtede at gøre Tjeneste. Hun sank om paa Bænken med en Stønnen og erklærede kategorisk, at her vilde hun , og at det var en Skarnsstreg uden Sidestykke, at Frøken Sofie havde faaet halet hende her ned! Pigebørnene kom stimlende til røde og varme af Legen.

Han betydede os, at vi skulde stille os dèr og stillede sig selv paa Vagt ved Siden af os. Vi blev staaende der i hele ti Minutter og saá hen imod det blodrøde Vindue og ventede paa, hvad der nu skulde ske. Tavsheden var højst ubehagelig, og jeg maatte anstrenge al min Evne til at beherske mig for ikke at vise Tegn paa Nervøsitet. Saa naaede pludselig en Lyd af den blideste Musik vort Øre.

Han næsten fornærmede dem de følte det slet ikke. Og naar da en ny Dag havde slæbt sig frem, og det var blevet Aften og tomt i Salen, stod Franz timevis lænet til Balustraden; uden at gøre en Bevægelse, stirrende og bleg under det elektriske Lys. Der arbejdede i hans Hjerne en tom Fortvivlelse, et afmægtigt Raseri, som søgte om et Svar og intet fandt og ikke vidste, hvorhen det skulde vende sig.

Han løb ud paa en lille Baadebro og svingede aldeles meningsløst med sin Hat, raabte saa højt han kunde, knappede Frakken op, saa Stormen kunde slaa ind paa hans Bryst han var fortumlet, beruset og ellevild. William rendte i Søgangen længe efter, at det var blevet mørkt. Dagene gik.

Jeg havde ment, at denne Birke-Allé hørte til den fine Nabovilla; men det var mig nu paafaldende, at den ikke ved nogen Art Gjærde var adskilt fra denne Jordlod, der hørte til vort Hus, og som var optaget af et Stykke med Kartofler, et Par Salatbede, nogle Rækker Ærteris og en Græsmark; denne var det, som pludselig stoppede for Alléen, og længer henne stødte den op til Krattet paa Bakkeranden, hvor man heller ikke saae noget Hegn eller Rækværk.

Og Frøkenen fik Taarer i sine smaa Kaninøjne og bøjede sig ned og kyssede hende paa Kinden .... Det var begyndt at mørknes. Taagen ude over Engene var bleven tættere og skjulte næsten Udsigten til Fjorden. En sagte Luftning satte de øverste Blade paa Træerne langs Skrænten i en svagt raslende Bevægelse.

Og jeg skulde tvinge dem til at høre mig og forstaa mig, for jeg havde Ret og var dem overlegen. Men nu. Nu var mit Liv spildt, jeg havde intet mere at leve for og intet at stræbe efter. Da dukkede Dødstanken atter op i mig; men langsommere, kraftigere, mere grundmuret end før. Men for din Skyld vilde jeg ikke . Jeg vilde over dette; det maatte svinde og synke tilbage i Mørket som før.

Saaledes vekslede hendes Væsen og blev bestandig nyt, mens Williams Lidenskab, der blev hele hans Liv, voksede og opslugte ham helt. Der var ikke mere af Moderen tilbage, hun var kun hans Elskerinde, han elskede hende, elskede hende, som de Mennesker havde elsket, hvem Kærligheden havde fortæret.

Var det virkelig saa længe siden, vi havde set hinanden. I det Øjeblik syntes jeg, det var som igaar, vi havde siddet ved Studentersoldene sammen, sovet Side om Side paa Forelæsningerne, og pantsat Frakker for hinanden, naar det kneb og gaaet med hinandens Støvler Og det var otte Aar siden. Vi talte om de gamle Dage. Om de gamle Pudsigheder, om Soldene, om vore første Theaterforestillinger.