United States or Guernsey ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg ser ind gennem Krattet. Der er lavet en Rede i Græsset. En Raa ligger med alle fire Ben strakt fra sig. Hovedet er rejst i Vejret, de store Øjne brænder som et Par Lyspletter, og dens Sider damper. Om den blomstrer Natviolen, og Aftenpragtstjernen lyser. Store Bregneblade vifter for Vinden. Saa blødt trækker Mosset sit Tæppe over Jorden.
Jeg havde ment, at denne Birke-Allé hørte til den fine Nabovilla; men det var mig nu paafaldende, at den ikke ved nogen Art Gjærde var adskilt fra denne Jordlod, der hørte til vort Hus, og som var optaget af et Stykke med Kartofler, et Par Salatbede, nogle Rækker Ærteris og en Græsmark; denne var det, som pludselig stoppede for Alléen, og længer henne stødte den op til Krattet paa Bakkeranden, hvor man heller ikke saae noget Hegn eller Rækværk.
Det lignede slet ikke et af dem, som de havde set saa mange af i Dag. Fire stærke Hænder løftede et Spædbarn mod Himlen. Den nedgaaende Sols Straaler ramte det og svøbte det i sin Purpurkaabe. Deres Hjærter var fulde af Jubel de elskede hinanden. En Lyd trænger frem af Krattet. En sagte Stønnen ... nogle korte Gæsp ... saa ganske stille ... nu næsten skriger det igen af Smerte ...
Hvis det allerværste skete, og vi kunde naa derhen, saa kunde vi klatre op i et Træ og sælge vort Liv saa dyrt som muligt med vore Revolvere. Ved den sidste Kraftanstrengelse naaede vi Krattet og styrtede derind. Den nærmeste Hund der var tre af disse kæmpemæssige Dyr var neppe tredive Alen bag os.
Vi har slet ikke Tid til at tælle dem, vi dukker os forsigtigt ind under Skovgærdets Grene i Styrt falder Vandet over os og slaar ind paa Skovstien. Her er blødt og stille. Luften er saa frisk at aande. Højt gaar Stormen over vore Hoveder. Grenene hænger tunge, glinsende i Skumringen. I Krattet hopper Fuglene til Ro. Snegl efter Snegl lister frem fra Græsset. Jeg gaar mod Træet.
Pludselig satte Ajax og Hektor ud af Krattet og halsede op mod Tines bomuldsbestrompede Laegge: -Skovrideren, skreg hun og satte bums ned paa Jorden paa Hug Fru Berg maatte le ud med Ryggen til et Trae, for hun kunde komme hen og faa Del i Aftensmaden, som Tine havde bredt ud paa en Serviet.
Da jeg kom tilbage til Rathen, var der temmelig mørkt. En smal Maanestrimmel skimtedes kun dunkelt lige over Bakken, paa hvilken Villaen laa. Mellem Havebuskene og i Krattet ved Bækken sværmede Ildfluerne.
Da de saa havde spist, gik de gjennem Skoven ind i Haven. Den var stadig forsømt. Krattet var vokset saa høit og frit mellem Lindene, at der var helt vildsomt og mørkt. Erik maatte slaa Grenene bort paa deres Vei. Jomfru Lind gik varsomt, halv angst, bag efter de gamle. Erik blev veltalende: Han fortalte om Ellen Maag. Paa Gaarden skulde de sé hendes Billede.
Jeg maa helt hen for at se, hvad det er. En Sværm Fluer slaar i Vejret. Et Lig. Ogsaa jeg staar aldeles stiv. Om mig summer Fluerne. Jeg maa slaa efter dem med Haanden for at holde dem væk fra mit Ansigt. Solen synker. Skyerne flammer. Aftenvinden pusler mellem Straa og Blade, og højt over mit Hoved blinker en eneste Stjærne. Det rasler i Krattet. En Buk kommer springende.
Vi styrtede gennem Krattet. Vi havde kun ét Ønske, at slippe bort fra de frygtelige Hunde. Skoven var tæt, men vi kunde indse, at den ikke kunde byde os noget sikkert Tilflugtssted. Hvert Skridt, vi gjorde, efterlod et Spor, og vi turde ikke tøve et Sekund længere end absolut nødvendigt. Til sidst naaede vi den anden Side af Skoven.