United States or San Marino ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men naar Madam Lind, hvad saa ofte hændte, sad stille hen og græd, og Ellen reiste sig fra Forhøiningen, hvor hun sad, og gik hen og kyssede hende og klappede hende paa hendes hvide Haar og trøstede hende, da var der dog altid i hendes Kærtegn noget overlegent, næsten noget nedladende. Med Bedstefaderen talte Barnet sjældent. Hun foragtede ham med Børns Instinkt.
Han støttede Hovedet i sin ene Haand, og hendes Tanker var langt borte. Pludselig mærkede hun, at "Jomfruen" var der endnu: Er der mere, spurgte hun. -Ja Deres Naade der var en Ting, jeg gerne vilde sige Deres Naade. Ellen lod atter Haanden falde ned: Og det er, spurgte hun. -Det gør mig ondt meget ondt ... men der maa være en Tyv her i Huset. -En Tyv, Jomfru Svendsen?
Hun sad med sit Arbeide, Ansigtet bøiet ind under Lampen: Faderen røg med Cognacsflasken foran sig ... Det var Ellen, der talte. Alt det, hun kunde finde, løst og fast, blot hun vidste noget at fortælle ... Maag sad og hørte, dorsk med Albuerne paa Bordet, og gød Røgskyer ud i Strømme.
Saa lige med et sagde han, og blev ved at sé paa hende: Jeg kyssede Skoleryttersken. Ellen saa paa ham: Hvad si'er De? -Ja lige paa Munden. -Men Gud, Carl hvor kunde De dog ... Hvor foregik det? -Hun stod paa Trappen lige ved Stalden saa tog jeg hende om Livet og kyssede hende ... Begges Kinder brændte; hans Blik blev ved at hvile paa hende.
-Har jeg da krænket Dem saa dybt, at De ikke vil svare mig? Ellen løftede Ansigtet, og han saa, at hendes Øine var fulde af Taarer: Nei, Holm, nei men hvorfor har De talt? Hun gik atter frem, og Holm fulgte. Mens han talte, tog han Straahatten af, Haaret laa klæbet til hans Pande. -Hvorfor? Tro mig ikke fordi jeg havde Haab, aldrig, fordi jeg havde Haab.
Hun var begyndt at gaa til Præsten og skulde konfirmeres til November. Det var sent nok, siden hun allerede var fyldt de seksten Aar. Ellen og Mademoiselle læste i Havestuen. Ellen var kommen ned før Timen og sad ude paa Trappen paa Trinet og stirrede ud i Sollyset.
Svenden kunde slet ikke svare for Latter ... Saa er det Bedrageri, sagde Ellen. Siden den Tid kom hun aldrig mere i Butikken. Om Aftenen efter, at hun var kommet hjem fra Thorsholm spurgte Bedstefaderen hende, om hun havde bragt Blomsterne op paa Kirkegaarden. Ellen lod, som hun ikke hørte det. Hun havde ikke talt til Bedstefaderen, siden hun kom hjem.
Gamle Lind blev meget rød og tog Piben af Munden, men saa betvang han sig og tav lidt. Var du osse denne Gang ude at køre med din Fader? sagde han langsomt. Ellen forstod. Nei. Hendes Stemme var rolig det var for koldt, lille Bedstefader. Nogle Maaneder ind i dette Aar just som Ellen havde fyldt tretten Aar, døde Madam Lind.
Hun blev i Vognen og hun trykkede sig rystende op i et Hjørne af Kalechen i dump og fortvivlet Angst. Naar saa Faderen kom ud, rødblisset og stortalende, sad Ellen stum, uden at svare, med tørre Øine. Graaden stemmede op i hendes Hals. Og Faderen blev ved at snakke op, indtil han snorkende faldt sammen.
Hun sad med lukkede Øine og lyttede til Musiken, der steg op til dem dæmpet og høitidelig. Naar Hornene taug, hørte man Violinernes lange Toner, sorgfulde, og Soldaternes Klage-Raab i Musikens Takt. -Hvad er det, de spiller, spurgte Ellen igen. Hvad er det? Men paa en Gang blev alt ganske tyst, og man hørte kun Støien af Fodtrin mod Gaardens Stenbro. Kom, det er forbi, sagde hun. Lad os gaa.
Dagens Ord