United States or North Korea ? Vote for the TOP Country of the Week !
Sofie saá ud for sig med sine forgrædte Øjne; hendes Stemme lød helt anderledes: -En faar jo osse Hus og Seng, sagde hun. Og En ska' jo lev'. Graaden tog hende igen, og fortvivlet slog Ida sine Arme op om den gamle Pige og græd, hun ogsaa hun vidste knap selv, hvorfor. Saa lukkede Sofie langsomt alle Døre, én efter én, og gik.... Hun laa hos Jomfru Thøgersen om Natten.
Graaden vilde op hos Tine ogsaa, og hun vendte sig: Ja lad os saa ta'e i, sagde hun, og de gik med Lyset op ad Trappen ind i Sovekamret. De to Senge stod ved Siden af hinanden, daekkede af det samme Taeppe det var det, Tine havde strikket sidst til Jul; ved Fodenden stod Herlufs Tremmeseng, tomt.
Batty stod op og gik ind til ham. Han ventede lidt og saá ned paa hans Skikkelse. Saa bøjede han sig ned. Det er mig, Giovanni, sagde han, kom nu. Han lagde stille sin Haand paa Giovannis Nakke og lod den sagte glide op og ned, langs de fine Haar. Han syntes, Graaden stilnede ved det. -Saa, Giovanni, saa min Ven. Giovanni løftede Hovedet og lænede sig lidt mod hans Skulder.
"Men hun kom og sagde mig det," sagde den Syge, helt henne ved Kaminen, "bad om, at vi maatte rejse, for at Kampen med hendes Lidenskab kunde blive lettere." Sønnen drog et dybt Suk. Der gik et Smil over hans Ansigt, og mens Graaden, der steg op i hans Hals, tilslørede hans Stemme, hviskede han: "Aa, Tak, Tak!" Han vaklede, holdt om Stoleryggen, Faderen tog ham i Armen.
Et Øjeblik blev Graaden saa voldsom igen. -Ja ja ja, ja ja vist Giovanni. Batty holdt sin Haand paa hans Nakke ja vist.... Giovanni tog hans Haand. -Lad mig saa gaa, sagde han, tak Du. Han rejste sig, og med et Haandtryk skiltes de, og de gik hver sin Vej. Da de om Aftenen brød op og var kommen hen ad Gaden, sagde Batty lavmælt og saa ikke paa ham: -Giovanni, kunde vi ikke rejse?
Og da han begyndte, græd de to andre ogsaa, stille, og begge Brødrene klappede Klaus paa Kinderne og knugede sig op til ham. Længe græd de og snøftede i Tæpperne. Og endnu i Søvne holdt den yngste saa fast om Klaus' Haand, og Graaden gjorde deres Aande tung. Da Møllerkarlen kom hjem, sent, han havde haft Vagt, fik han Besked af Nabomadammen, som snakkede og priste og bare tav om de tre Mark.
Men Signor Pestalozzi vidste ikke, hvad der dog gik af Hendes Højhed i Timen i Dans og Bevægelse; Hendes Højhed begyndte pludselig at græde midt under Kvadrillen, mellom de tre Stole, og Graaden vilde aldrig høre op. Maria Carolina pressede Læberne sammen og gjorde sine Pas til Signor Pestalozzis Violin, mens Taarerne løb hende ned ad Kinderne.
Mendel Speyer hviskede hastigt nogle Ord til sin Datter, Graaden mimrede ham i Mundvigene. Men han talte sig bestemt: Susanna bøjede Hovedet og græd ikke mere. Saa gav Jerck hende Stenene at bære igen, og de naaede ud gennem Porten.
Ellen sagde intet, hendes Øine bleve fulde af Taarer, og hun knugede sig fast ind til sin Faders Bryst. De græd, støttet til hinanden. Saa begyndte han gjennem Graaden at fortælle hende om hendes Moder, om deres Liv, om hendes Skønhed og deres første Møde. Og mens de talte, gav de sig til at gaa op og ned ad Gulvet ved Siden af hinanden, han holdt sin Arm om hendes Hals.
Naar han saa foragtede og forkastede mig ak, jeg har ikke Hjerte til at ønske det og dog var det maaske det bedste for os Alle! men i Stedet derfor kommer han her, som om hans Livs Lykke afhang af min Kjendelse #min#! jeg Elendige! At saa megen Kjærlighed skal kunne blive en Forbandelse for En det, som ellers er den største Velsignelse! Hun vendte sig bort. Graaden kjæmpede for at bryde frem.
Dagens Ord